Mærsk sikrede C20 en stærk afslutning på ugen

De danske aktier gav fredag formiddag pæne stigninger og stabiliserede sig hen på eftermiddagen med plusser over stort set hele linjen.

Den græske hjælpepakke fra EU og IMF er på vej, og det var sammen med stærke tal for den tyske erhvervstillid (Ifo) med til at understøtte en fremgang i Mærsk og finansaktierne. Novo Nordisk trak også opmærksomhed grundet nyt om Victoza og konkurrenterne. C20 rundede ugen af med en stigning på 1,55 pct. til 407,43.

»Det var Mærsk, der var den store trækhest i C20. Der var ikke noget selskabsspecifikt, men vi har set en del interesse fra de udenlandske købere i danske shipping-aktier, og så har dollar-styrkelsen også hjulpet aktien på vej,« sagde Martin Munk aktiehandler i Jyske Bank til RB-Børsen.

A.P. Møller - Mærsk lukkede 4,6 pct. højere i 48.000, mens D/S Norden lukkede 0,4 pct. højere i 260,1. Der var nyt fra container- og tørlastrederiet China Cosco, der har fået et årsunderskud på 7,47 mia. yuan eller omkring 6,1 mia. kr. Til gengæld venter en analytiker, at det kinesiske rederi i indeværende år kan skabe sorte tal på bundlinjen.

Transport- og logistikkoncernen DSV lukkede 3,2 pct. højere i 106,7 uden selskabsspecifikke nyheder.

Novo Nordisk lukkede 0,1 pct. højere i 445. Det britiske lægetidsskrift The Lancet publicerede fredag resultaterne af det første studie, der sammenligner Victoza, den humane GLP-1-analog til dosering en gang dagligt, med en DPP-4-hæmmer, Januvia.

Studiet, der strakte sig over 26 uger, viste, at Victoza medførte signifikant større reduktioner i HbA1c, fasteblodsukker og vægt end Januvia med en tilsvarende eller bedre generel behandlingstilfredshed, berettede Novo Nordisk.

Novo Nordisks nye diabetesmiddel, Victoza, kom torsdag et skridt tættere på at få en direkte konkurrent på markedet, idet Eli Lilly og Amylin har indsendt svar til de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, angående midlet Bydureon/Byetta Lar.

Alm. Brand-aktien blev smækket ned med 3,9 pct. til 87 efter en nedjustering af forventningerne til 2010. Alm. Brand venter nu et overskud på små 20 mio. kr. mod tidligere 300 mio. kr.

Bedre gik det for de øvrige finansaktier, hvor Danske Bank lukkede 2,7 pct. højere i 146,6, mens Nordea lukkede 1,7 pct. højere i 53,9. Sydbank lå i spidsen og lukkede 2,7 pct. højere i 158. Banksektoren var i fokus efter nattens tale fra den amerikanske præsident, Barack Obama, hvor de frygtede meldinger om regulering af finanssektoren udeblev, hvilket understøttede fremgangen i de europæiske finansaktier.

Vestas fik en ordre på 16 V82-1,65 MW møller til Canada med levering sidst i 2010. Ordren har ifølge PRNewswire en værdi på 19 mio. canadiske dollars (106 mio. kr.). Aktien lukkede 2,4 pct. højere i 340,9.

FLSmidth lukkede 1,9 pct. højere i 424,4. Den finske FLSmidth-konkurrent Outotec kom med regnskab for 1. kvartal, hvor omsætningen og indtjeningen var svagere end ventet. Ordreindgangen var det eneste positive punkt.

Læs også