Sikker 100-kroneseddel

Den gamle Lillebæltsbro og Hindsgavldolken pryder sedlen, der er på gaden i næste uge.

Den gamle Lillebæltsbro og oldtidsfundet Hindsgavldolken vil snart blive et velkendt syn i danske tegnebøger og kasseapparater.

Motiverne er nemlig at finde på den nye 100-kroneseddel, som nationalbanken sender på gaden den 4. maj.

Sedlerne, der er designet af kunstneren Karin Birgitte Lund, er blevet fremstillet ud fra et ønske om øget sikkerhed mod falskmøntneri. Derfor har de en række avancerede sikkerhedselementer.

»I Danmark har vi heldigvis ikke mange sager med falske penge, men det er vigtigt at holde antallet nede. Derfor skal vi hele tiden være et skridt foran falskmøntnere og have så avancerede sikkerhedselementer på vores sedler, at de er meget svære at forfalske,« siger nationalbankdirektør Nils Bernstein i en pressemeddelelse.

De nye sedler indeholder bl.a. et hologram og en såkaldt vinduestråd med et bevægeligt bølgemotiv

»Vinduestråden er et nyt sikkerhedselement, som endnu kun findes på få andre sedler i verden,« forklarer Nils Bernstein.

Der er skulle være gode mulighed for at stifte bekendtskab med den høje sikkerhed og de nye motiver. Med et oplag på 55 millioner eksemplarer står den for en tredjedel af det samlede danske seddelomløb.

En ny 200-kroneseddel kommer til oktober, mens 500- og 1000-kronesedlerne følger i hhv. februar og maj næste år.

Læs også