Havmøller et guldæg for Dong

Milliardstøtte til Anholt-havmølleparken får Frie Elforbrugere til at se rødt. Det vil være penge lige ned i foret på Dong Energy, mener foreningen.

Dong Energy har gjort havmølleparker til en yderst indbringende forretning.

Samtidig med, at energikæmpen indkasserer milliarder af offentlige støttekroner, betaler aftagere af havmøllestrøm en klækkelig merpris for den CO2-fri strøm.

I dag betaler op mod 37 virksomheder og kommuner en merpris på 5 øre pr. kilowatt-time (kWh) leveret fra havmølleparken Horns Rev 2 ud for Esbjerg. Merprisen sikrer årligt Dong en ekstraindtægt på op mod 40 mio. kr.

I forvejen er Dong af staten sikret en årlig merpris for strømmen, som med dagens elpris løber op i 150 mio. kr. - en regning som betales af forbrugere og virksomheder via elregningen.

Elkunder forarget


Situationen vækker forargelse i foreningen Frie Elforbrugere, der repræsenterer private elkunder.

»Støtte til vindmøller har udviklet sig til et rent tagselvbord for energiselskaberne. Det er urimeligt for elkunderne,« siger Niels Gundersen, næstformand i Frie Elforbrugere.

Han understreger, at foreningen bestemt er tilhænger af vindmøller. Det er de mange støtteordninger og milliardtilskud, man er imod.

Dong Energy er både glad for vindmøller og statslig støtte, viser det netop udsendte årsregnskab.

»Dong Energy har en stor og kraftigt stigende portefølje af vindkraftaktiviteter. Investeringer i vindmøller er i stort omfang afhængig af de politiske initiativer til at fremme vedvarende energi gennem økonomiske tilskud,« anfører Dong-chef Anders Eldrup.

Netop nu sidder klima- og energiminister Lykke Friis (V) og tygger på, om hun skal acceptere Dongs bud på opførelse af Danmarks største havmøllepark i Kattegat mellem Anholt og Djursland.

Det præcise bud er hemmeligt, men i vindmøllekredse peges der på, at Dong har krævet mindst 1,00 kr. for de første 20 mia. kilowatt-timer, havmøllerne producerer. Med dagens elpris på 0,33 kr. svarer det til en ekstraregning til elkunder og virksomheder på 13,4 mia. kr.

Frie Elforbrugere finder situationen absurd.

»Dong venter at bruge 10 mia. kr. på at opføre parken. Det betyder jo, at havmølleparken er betalt efter 6-8 år. Resten er indtægter lige ned i foret på Dong,« siger Niels Gundersen.

Dansk Folkeparti har allerede meldt ud, at man er imod fortsat milliardstøtte til vindmøller.

Dong Energys presseafdeling oplyser, at man ikke ønsker at kommentere Anholt-buddet, før der er truffet en endelig afgørelse.



Side 9

Læs også