Ytringsfrihed - kommercielt set

Disse års mest hidsige debat drejer sig uden tvivl om ytringsfriheden - men hvor går grænsen for, hvad virksomhederne må i reklamer?

Hvordan kan man vide, om man overtræder fartgrænserne, hvis der ingen er? Det kan man heller ikke.

Nogenlunde sådan er det i reklamernes verden, hvor markedsføringslovens paragraf 1 om god markedsføringsskik ikke opererer med objektive kriterier.

Alligevel er der grænser for, hvad man må og ikke må - også selv om det begrænser et af disse års mest omdiskuterede begreber: Ytringsfriheden.

I dette tilfælde handler det dog om den mere upåagtede kommercielle ytringsfrihed, og den har slet ikke samme bevågenhed, som den mere klassiske, politiske ytringsfrihed.

Virksomheders ytringsfrihed er endda ikke nær så vidtgående, og erhvervslivet er underlagt en række begrænsninger.

Selv om udgangspunktet er, at ytringsfriheden er uindskrænket, er det ikke hele sandheden. Det står der sådan set allerede i stk. 2 til artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som ellers slår fast, at enhver har ret til ytringsfrihed.

Men for virksomheder gælder der en række konkrete undtagelser. F.eks. må man ikke oppuste sparebudskaber, man må ikke vildlede, fremsætte faktuelt forkerte informationer og heller ikke skjule sådanne.

Man kan med andre ord ikke lyve og samtidig påberåbe sig sin ytringsfrihed, og det kan de fleste nok se rimeligheden i.

Men netop fordi

kriterierne om god markedsføringsskik er alt andet end objektive, sker der løbende ting og sager inden for dette felt - både fordi nogle virksomheder tester grænserne, mens andre forsøger at bremse dem.

Interessant nok flytter grænserne sig også, og det betyder, at en given linje snarere er slingrende end snorlige, fordi det er så svært at lovgive om emnet.

Forbrugerombudsmanden har i denne uge nedsat et udvalg, der skal kigge på om de gældende regler fra 1993 fortsat er i takt med tidsånden, eller om de skal opdateres i forhold til gældende moral anno 2010.

Netop »gældende moral anno 2010« er en vanskelig størrelse at definere.

Holdningen hos forbrugerombudsmanden er, at der skal være klar hjemmel i lovgivningen til at gribe ind i eventuelle sager, og sådan er det ikke nødvendigvis nu.

Der er både fordele og ulemper ved så elastiske paragraffer. Ulempen er som skitseret, at det er umuligt at trække en grænse, men til gengæld mener man hos eksempelvis erhvervsorganisationen DI, at den elastiske paragraf gør, at bestemmelserne kan følge samfundsudviklingen. Og det er en fordel frem for rigide regler i en lov, der måske bliver overhalet af tidsånden.

Samtidig skal man huske på, at de ytringsfrihedsbegrænsninger, der er i markedsføringsloven, også fungerer som en beskyttelse for erhvervsdrivende, så en virksomhed ikke må lovprise sine egne produkter på andres bekostning.

Forbrugerombudsmand Henrik Øe oplyser, at de fleste klager handler om utilfredshed med sexistiske reklamer. Ofte går der kun få timer, før klagerne når forbrugerombudsmanden, men han er tilbageholdende med at give klagerne ret, fordi det netop ofte vil være i strid med ytringsfriheden, og han anser ikke reglen om god markedsføringsskik for at være en moraliserende paragraf.

Trods det løfter han alligevel pegefingeren fra tid til anden.

I f.eks. JBS-sagen, hvor en række faggrupper klagede over, at undertøjsfirmaet brugte bl.a. sygeplejersker i en nedsættende sammenhæng, endte forbrugerombudsmanden med at give klagerne ret, og han forbød reklamerne.

Men afgørelsen var ikke klokkeklar, og Henrik Øe endte med erklære sig »mest tilbøjelig til at mene, at reklamerne var en overskridelse af reglerne«, fordi den handlede om de faggrupper, der var mest udsat for sexchikane.

Samtidig henviste han til ligestillingslovens paragraf 4, som pålægger offentlige myndigheder at arbejde for ligestilling.

De to ting lagt sammen gjorde, at vægtskålen tippede til fordel for klagerne.

I den anden grøft ligger Oddset-reklamerne, hvor de fleste spilleglade danske mænd i dag vil vide, at der er så meget kvinder ikke forstår.

Dem får forbrugerombudsmanden mange klager over, men indtil videre uden held. Det kan - men ikke alene - forklares med reklamernes humoristiske indhold. Humor kan flytte grænser, men redder det ikke alene, meddeler Henrik Øe.

Man må f.eks. ikke opfordre til kriminalitet med et glimt i øjet, jf. en afgørelse fra 1991, hvori en annonce med overskriften »Vil du ha' den billigere, må du stjæle den« blev forbudt.

Inden for de seneste årtier er der imidlertid kommet en klar liberaliseringstendens. Tidligere måtte man i Danmark f.eks. ikke reklamere for alkohol og håndkøbsmedicin, men der blev lempet på reglerne, da forbuddet ikke havde nogen effekt, fordi tv-kanaler, der sender fra London, ikke er omfattet af reglerne.

I dag er der kun få reklameforbud tilbage på EU-niveau. Det gælder bl.a. receptpligtig medicin.

Til gengæld går et synspunkt på, at mange indgreb i den kommercielle ytringsfrihed er logiske og nemme at forklare. F.eks. vil det næppe være vanskeligt at finde modstandere af reklamer henvendt til børn rundt om børneudsendelser i tv, selv om de pågældende virksomheder intet ulovligt sælger.

Andre igen har den opfattelse, at man ikke skal forbyde reklamer for tilladte produkter, og at samfundet som udgangspunkt ikke bør blande sig i, hvad virksomheder skal sige. Hvis en virksomhed går over grænsen i sin markedsføring, skal forbrugerne nok sørge for at reagere ved at undlade at købe det pågældende produkt.

Jacob Mchangama, chefjurist for den borgerligt-liberale tænketank Cepos, mener, at det er umuligt for nogen at fastslå, hvad gængs moral i 2010 er for en størrelse, fordi det er forskelligt fra individ til individ.

Derfor mener han, at forbrugerombudsmanden opererer på et spinkelt grundlag, når han eksempelvis går ind i sager om kønsdiskriminerende eller andre reklamer, der kan virke provokerende.

Det bør ikke i sig selv være nok til at gribe ind, mener chefjuristen, som også vender sig imod det allerede gældende tobaksreklameforbud ud fra devisen om, at det er et tilladt produkt.

Dertil kommer, at mange af de klager, der ender hos forbrugerombudsmanden, har interesseorganisationer som f.eks. Pornofrit Miljø eller Afholdsforeningen som afsender.

Og så er spørgsmålet straks, om man befinder sig ovre i den politiske grøft, hvor de usynlige fartgrænser er noget højere.

Læs også