Diamanter er også kinesiske pigers bedste ven

Kineserne har fået øjnene op for diamanten. Det har fået priserne på den hårde sten til at stige dramatisk.

Diamanter er stadig »a girl's best friend«, som Marilyn Monroe sang dengang i 1953, da gentlemen foretrak blondiner.

Men varer de også evigt?

Den enkelte diamant gør måske nok, men på det internationale marked begynder man at ane konturerne af en forsyningskrise.

Problemet kan som næsten alle tidens problemstillinger føres tilbage til Kina.

Amerikanerne køber flest. Men også på det felt kommer Kina stærkt - endda rigtigt stærkt. Det kinesiske marked er verdens mest eksplosive. Tidens kinesiske kvinder bliver gift ved pompøse ceremonier, og med til et moderne kinesisk bryllup hører, at bruden får en diamant i ringen.

Det sydafrikanske mineselskab De Beers er verdens førende. Monopolet er måske ikke, hvad det har været, men som verdens altdominerende selskab med indflydelse på alle led i fødekæden har det om nogen fingeren på pulsen.

Det stod sløjt til sidste år. Priserne styrtdykkede under krisen, og produktionen blev halveret. Mens formuer forsvandt, og guldrandede papirer blev værdiløse, kom De Beers ud med et milliardunderskud og bad aktionærerne om en kapital-indsprøjtning på en milliard dollars.

Nu er priserne tilbage på før-krise-niveau. Det er produktionen imidlertid ikke.

Mellem 1980 og 2000 blev produktionen fordoblet på grund af nye, store fund, og fordi Rusland for alvor meldte sig som aktiv på det internationale marked. Siden er der ikke fundet større forekomster, og det har tæret på lagrene. Verdens befolkning øges, og flere og flere kvinder - og mænd - køber diamanter.

DET, der har fået De Beers til at tage et nyt markedsperspektiv, er Kina. I Financial Times konstaterer Gareth Penny fra De Beers, at for 20 år siden blev der ikke solgt en eneste diamant i Kina. Der eksisterede ganske enkelt ingen diamantkultur. Kineserne købte dengang som nu guld i store mængder. Diamanter var hverken kendte eller fashionable. Det er de nu.

Penny beretter, at i storbyer som Beijing, Shanghai og Guangzhou får 40 pct. af brudene sat en diamant i deres forlovelses- eller vielsesring. Et gigantisk marked, der var ikke-eksisterende for mindre end to årtier siden.

Kombinationen af færre miner, mindre lagre og stigende efterspørgsel vil nødvendigvis få priserne til at stige. Ingen kan forudse, hvordan - og i hvilket omfang - det vil påvirke smykkepriserne. Der eksisterer nemlig ingen diamantpris i stil med de daglige noteringer af priser på guld og sølv og andre ædle metaller på de internationale børser. Diamanter findes i så mange forskellige størrelser, former, farver, slibninger og andre afskygninger, at det ikke giver mening at tale om en fællesnævner. Desuden er diamanter oftest tilbehør til for eksempel guldsmykker, så guldprisen betyder mere end prisen på stenen.

Kan verden løbe tør for diamanter?

De Beers vurderer, at der er en oplagt risiko for, at udbuddet på længere sigt ikke kan matche efterspørgslen.

Selskabet siger, at produktionen vil falde langsomt over de næste 20 år. Man bruger udtrykket en ”elefantkurve” som symbol på en blødt faldende produktionskurve.

På grund af krisen skar De Beers dramatisk ned på produktionen sidste år. Nu, da verden er på vej tilbage til sit gamle jeg, har selskabet besluttet at fastholde en produktion af rådiamanter på et niveau langt under før-krise-niveau.

Fra 2011 og i årene frem vil ”normal-produktionen” ligge 15-20 pct. under ”normal-produktionen” i 2007 og 2008. Onde tunger vil naturligvis hævde, at det er for at kunne hæve priserne. Hvad der vel heller ikke kan udelukkes at være en lønsom strategi for et selskab, der sidder på 40 pct. af verdensmarkedet. Men selskabet siger selv, at det handler om fremtiden. Stenene ligger fint parkeret i jorden - og med over ni millioner bryllupper årligt i Kina skal der jo løbende sikres nye forsyninger af kvindens bedste ven.

Læs også