Moralsk forlis i USA

Skandale Goldmans påstande om ikke at have gjort noget forkert blev undergravet, da banken indgik væddemål mod de værdipapirer, som den samtidig solgte til investorer.

Skulle man tro på den strøm af forklaringer, der er flydt fra Goldman Sachs, efter at finanstilsynet SEC for et par uger siden rejste anklage for bedrageri, så er Wall Street-giganten intet andet end en forfulgt uskyldighed.

Det er naturligvis uklart, hvem der kommer til at fremstå som vinder af det juridiske opgør, der skal udkæmpes i retten, men allerede nu kan det konstateres, at sagsanlægget har afsløret, i hvor høj grad USAs største finansielle institutioner har mistet deres moralske kompas.

Se nu engang på Goldmans forklaringer om, at banken ikke gjorde noget forkert, da den solgte sine Abacus-papirer til investorer. Den undlod at fortælle, at der i den anden ende af det salg var en mand, som ikke alene indgik væddemål om, at investeringen ville blive en katastrofe, men også havde været med til at sammensætte puljen af mere end tvivlsomme boliglån.

For lægmand må en sådan »forglemmelse« unægtelig virke mere end betænkelig. Hvem ville købe en brugt bil, hvis sælger undlod at fortælle, at en anden klient ville få en stor gevinst, hvis netop den bil, som han havde pillet ved, brød sammen i løbet af de kommende få måneder?

Goldman har imidlertid med stor energi forklaret, hvorfor tavsheden om storinvestoren John Paulsons rolle var helt o.k. Investorerne var erfarne og kunne selv vurdere risikoen. Desuden ville de have købt, selv om de havde vidst, hvem der sammensatte Abacus, lyder et par af forklaringerne.

I andre kommentarer hedder det, at det ikke spillede nogen rolle, hvem der sammensatte hvad, fordi det hele alligevel gik ad h… til. For øvrigt gjorde alle konkurrenter præcis det samme. Man kunne måske minde Goldman om, at det kun er i matematik, at to gange minus giver plus.

Forklaringerne eller bortforklaringerne har under alle omstændigheder én ting til fælles. De demonstrerer, at Wall Street i dag ikke ser noget som helst forkert i at sælge hvad som helst, blot der kan findes en køber og en sælger.

Måske stærkt sagt, men skærer man alle de komplicerede forklaringer om collateralized debt obligations, derivatives og credit default swaps bort, så var det præcis, hvad der foregik frem til det store sammenbrud i 2007.

Dengang blev boliglån af en yderst tvivlsom værdi, kendt som subprime mortgages, sat sammen i nydelige pakker, der af vurderingsbureauer fik højeste karakterer, skønt blot et hastigt gennemsyn ville have afsløret, at de var yderst risikable.

Det er naturligvis let at hævde i bagklogskabens lys, men vi ved nu, at man ikke behøvede at være bagklog for at nå til det resultat. Goldman har selv leveret beviserne i form af de e-mails, der blev offentliggjort i weekenden.

Heri afsløres det, at Goldman i 2007 fik velbegrundede oplysninger om, at boblen på boligmarkedet var ved at briste. Derfor beskyttede banken sig selv ved at tegne forsikringer mod tab, hvilket skete gennem købet af før omtalte credit default swaps.

Hvad banken gjorde, var i virkeligheden at indgå væddemål mod de værdipapirer, som den samtidig med stor energi solgte til investorer, der ikke havde de samme forudsætninger for at gennemskue situationen. Var der nogen, der sagde mangel på moralsk kompas?

Goldmansoptræden understreger, hvor langt Wall Street er kommet fra de principper, som var bærende for traditionel bankdrift. Det var bankernes vigtigste opgave at opsamle befolkningens opsparing og fordele den, så den blev udnyttet så produktivt som muligt.

Det betød spredning af risiko og bedst mulige udnyttelse af den ekspertise, som bankerne tog sig betalt for, når de rådgav begge sider af dette system. Den anden væsentlige indtægtskilde var marginalen mellem indlåns- og udlånsrenten.

I dag er den slags indtægter kun en forsvindende del af de astronomiske overskud, som ikke kun Goldman Sachs, men også alle kollegerne er begyndt at indtjene mindre end to år efter, at de måtte reddes af statens tilskud. De virkelige gevinster kommer fra køb og salg af værdipapirer for egen regning og for enkelte store klienter.

Det er det system, som den amerikanske regering nu efter et langt tilløb forsøger at få lagt i strammere rammer gennem en omfattende finansreform. Bankerne kæmper som rasende imod, men det bliver næppe nok til at bremse reformerne.

Efter at republikanerne i første omgang forsøgte sig med et blankt nej, er kursen nu lagt om til tilbud om tværpolitisk forlig. Noget andet ville næppe være politisk holdbart, efter at Goldman med sine e-mails har undergravet påstandene om uskyld.

Der er dog fortsat en fare for, at reformerne bliver tandløse, hvilket vil gøre det til et spørgsmål om tid, inden verden løber ind i den næste globale finanskrise. Derfor er der god grund til at håbe, at præsident Barack Obama står fast, og at hans trussel om at nedlægge veto mod en hul reform skal tages alvorligt.

Imens må man undre sig over en række af bankernes argumenter. De er tvunget til at udbetale milliarder i bonus for at holde på deres bedste folk.

Hvis de bedste drev os til afgrundens rand, kunne de vel klare sig med mindre?

Hvis reformerne bliver for stramme, vil de kvæle den vigtige fornyelse, lyder et andet argument.

Undskyld mig, men hvis fornyelsen skal bestå af flere fantasifulde værdipapirer, der skal skjule deres virkelige indhold, så har verden ikke brug for mere af den slags.

Wall Street har demonstreret, at selvjustits og kollegial kontrol blot var tomme ord. Derfor er eneste vej strammere regler og øget tilsyn. Hvis det betyder mindre banker og mindre fornyelse, kan vi alle være glade. Indtil nu har størrelse og smarte systemer kun gavnet bankerne, mens deres kunder blev efterladt med regningen.
..

Hvis du allerede har adgang
BRANCHENYT
Læs også