Novozymes sendt til vejrs

Følg aktiekurserne onlineFlere positive regnskabspræsentationer skubbede den huserende gældsfrygt i baggrunden, og det banede vejen for flot fremgang på de globale fondsbørser torsdag. I C20-regi stod Novo Nordisk og Novozymes for imponerende fremgang og trak indekset 2,42 pct. højere til 411,50.



»Vi fik lidt mere ro på Grækenland situationen og tro og forhåbninger om en snarlig løsning sendte markederne op. C20 outperformede markant og var stærkt trukket af Novo Nordisk, der fik godt nyt fra Sanofi-Aventis, og Novozymes, der leverede et fantastisk flot regnskab. Ud over det havde vi en god europæisk finansstemning, en opjustering fra Coloplast og et DSV-regnskab nogenlunde som ventet,« sagde aktiechef Ole Kjær Jensen fra Sydbank til RB-Børsen.

Novozymes sluttede dagen 10,3 pct. højere i kurs 675 efter at have hævet forventningerne til året i regnskabet for 1. kvartal. Novozymes fik en omsætningsvækst på 9 pct. til 2,325 mia. kr.

De store segmenter - tekniske enzymer (bioethanol) og vaskemiddelenzymer - drev væksten.

I 2010 ventes salget nu at stige 6-8 pct. i danske kroner og 4-6 pct. i lokal valuta. Tidligere lød salgsvæksten på 2-6 pct. i lokalvaluta og 1-5 pct. i kr.

Novo Nordisk steg 3,7 pct. til kurs 460. Selskabet fik nyt fra den franske konkurrent Sanofi-Aventis, der fremlagde regnskab for 1. kvartal. Fokus var rettet mod udviklingen i Sanofi-Aventis' diabetes-medikamenter, og diabetessalget steg 11 pct. til 971 mio. euro. drevet af Lantus, Apidra og Amaryl.

Ole Kjær Jensen fra Sydbank bemærkede, at Novo Nordisk også har nydt godt af positive meldinger fra finanshusene efter sit regnskab.

Vestas kom sig oven på onsdagens skuffende regnskabspræsentation og kursfald på 4,6 pct., og aktien lukkede torsdag 2,2 pct. højere i kurs 342,2. Danske Bank hævede sin anbefaling fra "akkumuler" til "køb" og øgede kursmålet fra 360 kr. til 415 kr., mens National Bank AG øgede sit kursmål på aktien til 375 kr. fra 325 kr.

Den tyske gigant Siemens, der har vindmølleproduktionen i divisionen Renewable Energy, skrev i sit regnskab for 2. kvartal, at divisionen befinder sig i et kundemiljø med store ordrer frem for små ordrer, stramme kreditmuligheder og negative konsekvenser fra den økonomiske nedtur.

Coloplast lukkede 3,4 pct. højere i kurs 623,5. Selskabet hævede indtjeningsforventningerne i kvartalsregnskabet og venter en overskudsgrad på 19-20 pct. mod tidligere 19 pct.

DSV lukkede 1,3 pct. lavere i kurs 100,7. Transportkoncernen fastholdt sine årsforventninger i regnskabet for 1. kvartal. Sydbank skrev, at tallene for 1. kvartal var lidt svagere end ventet, men at der var lyspunkt i Road-divisionen.

A.P. Møller - Mærsk steg 1,7 pct. til kurs 47.350. APM Terminals har solgt sin ejerandel på 13,7 pct. i Yantian-terminalen i Kina, hvilket vil påvirke årsregnskabet positivt med 300-400 mio. dollars.

Amagerbanken steg 7,7 pct. til kurs 36,3, efter at banken hævede sine forventninger i sit regnskab.

BRANCHENYT
Læs også