Kineserne kommer

Vi hører igen og igen om danske arbejdspladser, der flytter til Kina. Men nu kommer kineserne også til Danmark. • I forrige uge underskrev en stor kinesisk biotekvirksomhed en aftale om etablering sit europæiske hovedsæde i København.

Outsourcing og udflytning af arbejdspladser. Produktionen flyttes til Kina, og flere andre led i både produktion og forretning bliver flyttet ud af Danmark.

Vi har hørt det før, men nu tyder noget imidlertid på, at pendulet også svinger den anden vej: Kineserne kommer til Danmark.

Det aktuelle eksempel på, at pendulet faktisk svinger Danmarks vej, er BGI, det tidligere Beijing Genomics Institute, som er en af verdens førende virksomheder indenfor genforskning. BGI underskrev i forrige uge en aftale om etableringen af et europæisk hovedsæde i København.

I løbet af sit første år vil BGI investere 10 millioner dollars i Danmark og ansætte mellem 20 og 50 mennesker - den største kinesiske biotech-investering i Danmark nogensinde.

BGI's nonprofit hovedformål er at gøre resultaterne af dna-analyser tilgængelige for alle til eksempelvis vacciner.

Et konkret eksempel på BGI's arbejde er firmaets bidrag til de dna-analyser, der indgik i bekæmpelsen af SARS. BGI's næste skridt i Danmark bliver etableringen af en platform til sekventering af dna, og her regner man med yderligere 50-100 ansættelser.

Hvorfor lige Danmark? BGI har siden år 2000 samarbejdet med danske forskere inden for dna-forskning, og det er især de danske kompetencer inden for feltet og den tætte relation til de danske forskere, som har været udslagsgivende for valget af Danmark.

Desuden har Invest in Denmark i Udenrigsministeriet gennem flere år været sparringspartner for BGI og bistået virksomheden med formidling af kontakter til det danske vidensmiljø, assistance i forhold til danske etableringsprocedurer og kontakt til relevante rådgivere og myndigheder.

Underskrivelsen af BGI's aftale om hovedsæde i København var blot et af de resultater, som fulgte med den imponerende kinesiske erhvervsdelegation, som besøgte Danmark i sidste uge.

Over 120 kinesiske erhvervsfolk, Kinas handelsminister - en af Kinas mest prominente ministre - og tyve af hans højest rangerende embedsmænd deltog i et højtprofileret forretningssymposium i København.

Fra dansk side deltog knap 200 repræsentanter fra danske virksomheder, økonomi- og erhvervsministeren samt en række embedsmænd fra Eksportrådet. Det var intet mindre end et historisk øjeblik for dansk erhvervsliv. Forretningssymposiet og især de konkrete aftaler, som blev indgået mellem danske og kinesiske virksomheder er endnu et tegn på, at pendulet i den kommende tid vil svinge i Danmarks retning.

Jeg havde selv et godt møde med den kinesiske handelsminister, Chen Deming. Han bemærkede bl.a., at selvom Kina pt. har overskud i samhandlen med Danmark, så går tendensen i retning af en bedre balance de kommende år.

Udenrigsministeriet har også positive forventninger til relationen mellem Danmark og Kina, og sidste år steg Danmarks eksport til Kina.

Dansk eksport til Mainland China og Hong Kong, inklusive tjenesteydelser, er på 28 mia. kr., og i 2010 forventer Udenrigsministeriet en stigning på 16 pct. Den dansk-kinesiske samhandel er en af de handelsmæssige udenrigsrelationer, der har klaret sig bedre igennem finanskrisen.

Som udenrigsminister glæder jeg mig over samarbejdet med Kina. Det er præcis en videntung virksomhed som BGI, man i Udenrigsministeriet arbejder for at få til Danmark.

Det gør vi, fordi udenlandske virksomheder som BGI gavner dansk beskæftigelse og eksport. Tallene taler deres eget tydelige sprog: I en undersøgelse fra Danmarks Statistik i 2009, fremgår det, at udenlandske virksomheder i Danmark løfter en forholdsmæssig stor del af den danske eksport. De udenlandske virksomheder beskæftiger 18 pct. af alle ansatte og står for 27 pct. af den samlede eksport, selvom de kun udgør 1 pct. af alle virksomheder i Danmark.

BGI er et eksempel på en type virksomhed, der kan være med til at sikre, at Danmark kan fastholde en globalt førende position indenfor felter som biotech, cleantech og IT-industrien. Derfor skal vi også sørge for at fastholde og udvikle de udenlandske virksomheder, der etablerer sig i Danmark, til gavn for vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne her i landet. Invest in Denmark i Udenrigsministeriet er her virksomhedens offentlige dialogpartner og fungerer som ”vækst-agent” for udenlandske virksomheder.

Hvis vi fortsat skal sikre de udenlandske investeringer og dermed vækst og velfærd i Danmark, kræver det globalt udsyn, aktiv dansk tilstedeværelse rundt omkring på kloden og målrettet markedsføring i udlandet af danske styrkepositioner.

Som udenrigsminister glæder jeg mig over samarbejdet med Kina. Det er præcis en videntung virksomhed som BGI, man i Udenrigsministeriet arbejder for at få til Danmark. Det gør vi, fordi udenlandske virksomheder som BGI gavner dansk beskæftigelse og eksport.

Læs også