Otium-øen

Femø i Smålandshavet har på få år udviklet sig til et sandt ø-paradis for ældre. 120 af de 137 faste beboere har forlængst passeret de 60 år, og om vinteren er de overladt til hinandens selskab på godt og ondt. Men hvad frister en pensionisttilværelse på en afsidesliggende ø? Vi forsøgte at få svaret.

Her på øen er finanskrise ikke just det store samtaleemne. Det skulle da kun være den finanskrise, der kronisk har ramt Havnehøkeren nede på den lille forblæste havn.

Her kæmper købmanden for at holde omsætningen i vejret de tre dage om ugen, hun holder åbent. For købmandsbutikken er livsvigtig. Det er alle på øen enige om.

Problemet er bare, at de fleste beboere på Femø både har så god tid og så krævende indkøbsvaner, at mange i stedet foretrækker at sejle med færgen de 50 minutter ind til Kragenæs på Lolland for at handle. For her er alting billigere, tror de.

I hvert fald er der langt mellem tilbudsskiltene på Femø.

Men på trods af det, er der bred enighed om, at butikken nu engang er samlingspunktet. Især nu, da stort set alle andre servicefaciliteter har forladt Femø.

Ja, selv købmandsparret bor ikke på øen, når de har fri, men inde i storbyen Sakskøbing.

Fire pendlere

Heller ikke præsten bor her mere, men valfarter med færgen over til hver gudstjeneste.

Samme vej må de fire skolesøgende børn tage hver dag. For skolen lukkede i 1972.

Den slags afsavn kan man nu engang vænne sig til. Men én person nyder nærmest heltestatus - lægen Svensson.

Trods sine nu 58 år står han som en slags garant for, at størstedelen af de 137 sjæle på øen kan blive boende herude i den smukke, uberørte natur mange år endnu. Også selv om man for længst har passeret de 60.

Og det har ikke færre end 80 pct. af beboerne på Femø, der nu indtager den suveræne førsteplads som den egn i kongeriget, der har den største koncentration af pensionister. Af samme grund er antallet af daglige jobpendlere med færgen blev halveret til bare fire personer på fem år.

Otium-øen, kalder beboerne selv øen i al selvrespekt.

Om sommeren bliver øen vakt til live af den traditionelle kvindelejr, jazzfestival og et større antal lystsejlere.

Om vinteren er den aldrende befolkning overladt til hinandens selskab på godt og ondt med adspredelser som bingospil på kroen, intellektuelle debatter i litteraturkredsen, en månedlig biograforestilling i den gamle præstegård og livlige debatter om ø-situationen i beboerforeningen. Og op imod jul er der gratis sildebord for fastboende henne på kroen, der til gengæld tjener på salg af våde varer.

Hvidkålslagkage
Øens indfødte ældre bidrager også til adspredelserne med opskrifter på egnstypiske retter som f.eks. hvidkålslagkage.

Men hvad får ældre til at bo og endog købe hus på en ø fjernt fra komfortable ældrecentre, madudbringning og mulighed for betryggende hjemmehjælp døgnet rundt?

Hos den 72-årige Hanne Norup Carlsen og hendes samlever, Ernst Brejner, 76 år, er en del af svaret 2.379 flasker æblemost produceret af egen høst på deres gulkalkede, firelængede gård, ”Fasangården”.

Den købte parret for fire år siden for 500.000 kr. inklusive 15 tønder land ned til vandet.

Dengang var gården stort set en ruin med voksende vedbend inde i stuerne.

Men Ernst har i mange år haft sit eget smedeværksted oppe i Hillerød i Nordsjælland og har derfor knoklet med en total restaurering af de i alt 400 kvm., der også omfatter en flot ferielejlighed til udlejning. Sammenlagt har parret brugt materialer for knap 250.000 kr.

Udlejningen, salg af den unikke æblemost for den beskedne pris af 30 kr. flasken og en naturcampingplads med en overnatningspris på 40 kr. giver sammenlagt et tilskud til pensionerne, når turisterne kommer over til øen om sommeren.

Men parrets intentioner går også i retning mod et decideret gartneri, hvor allehånde eksotiske frugter som abrikoser, ferskner og figner kan modnes, ligesom de diskuterer anskaffelse af geder.

»Sælgerne krævede oprindeligt 850.000 kr. Men efter nogen forhandling gik de med til 500.000 kr.,« fortæller Hanne Norup Carlsen, der har en fortid som seminarielærer i Hillerød.

Parret mødte hinanden i en sen alder og har tilsammen fire voksne børn. Efter at have solgt deres respektive boliger besluttede de at tage springet.

»Det var ikke, fordi vi ville flygte fra noget. Men her er fred og fællesskab og samtidig så mange udfordringer, at vi slet ikke har tid til at være pensionister.

Når jeg har været på fastlandet og ser færgen, tænker jeg, at nu begynder alt det smukke,« siger Hanne Norup Carlsen, der er fast besluttet på at begge bliver boende på øen til livet en dag er slut.

»Læge Svensson har forsikret os om, at hvis bare han kan få to-tre hjemmesygeplejersker, kan alle vi ældre på øen holde plejehjemmet fra døren,« siger hun.

Ældrecenter

De ældres ve og vel på øen ligger den 72-årige forhenværende redaktør Poul Vestervig Poulsen stærkt på sinde. Han bor alene på en gård, som han overtog for syv år siden, og har efter eget udsagn brugt en stor del af sin kapitalpension på at indrette både galleri, café og udlejning af værelser og lejlighed med i alt 14 sengepladser. Det indbragte ham i fjor omkring 65.000 kr.

Nu planlægger han at ombygge en tidligere lade til et slags privat ældrecenter med bl.a. genoptræning, dans og massage. Men foreløbig har kreditforeningen sagt nej til at låne ham de halvanden mio. kr., som det vil koste.

»Så må jeg jo gå ud og skaffe pengene selv,« fastslår han med ildhu.

Pengene skal bl.a. komme fra istandsættelsen af et hus i Nakskov, som han har købt for en slik på tvangsauktion.

Huset er et hold polske håndværkere i øjeblikket i færd med at sætte i stand med salg for øje.

Flyvske københavnere

Samtidig er han i færd med at arrangere sin 11. chartertur til Azorerne beregnet udelukkende for bridgeinteresserede ældre fra hele landet.

»Som ældre vil jeg kunne udfordre alle muligheder og være sammen med ligesindede. Der er en ø den ideelle løsning. Den ligefrem tiltrækker sådan nogle som os,« lyder det eftertænksomt fra den gamle redaktør.

Sådanne flyvske ”københavner-tilflyttere” giver kun anledning til lettere hovedrysten hos den 67-årige styrmand, maskinmand, billettør og matros nede på færgen, Asger Frederiksen.

Han er født på øen og har da gennem tiderne oplevet lidt af hvert hos tilflyttere, der kommer over med store intentioner om at realisere sig selv.

»Jeg har hørt mangt og meget på færgen gennem tiden. Men jeg løber ikke med sladder. Det går ind ad det en øre og ud ad det andet,« betror Asger Frederiksen, der kun glæder sig til at kunne beskæftige sig med det, som enhver fornuftig, mandlig indfødt øbo drømmer om at gøre som pensionist - at fiske.•

BRANCHENYT
Læs også