Vejen mod alternativ energi

Energi Iværksættere har evnen til at undgå ”indgroede interesser” og søge nye profitable veje. Det gælder også i energisektoren, skriver superiværksætter Richard Branson.

Da jeg for nylig skrev, at vi er nødt til at investere mere aggressivt i alternativ energi set i lyset af olieudslippet ved olieboreplatformen ”Deepwater Horizon” i Den Mexicanske Golf, fik jeg med det samme en række e-mails fra mine læsere.

Blandt dem var nogle dybdeborende spørgsmål fra Dan Lubar fra Colorado.

For det første er Dan Lubar bekymret over de tids- og ressourcemæssige omkostninger, der er ved at omdanne vores energiinfrastruktur, så den kan levere tilstrækkelig med alternativ energi til at imødekomme vores behov.

Han advarer om, at flere tiltag er blevet indledt, men at det kommer til at tage tid og koste meget mere, end hvad vores nuværende økonomi kan klare gennem en lang overgangsperiode.

Mens jeg tror på, at biobrændstoffer og biomasse er to velegnede energikilder, som kan erstatte brændstoffer, der er baseret på råolie, mener Dan Lubar, at disse er de forkerte valgmuligheder.

Han spørger, om vi virkelig har råd til at bygge et alternativt ”brændstofsystem” ved siden af det eksisterende og bevæge os væk fra de ikke-bæredygtige fossile brændstoffer. Han mener i stedet, at de to bedste bud er fusion og geotermisk energi.

Han overvejer også, hvilken rolle den private sektor og det offentlige bør spille i denne overgang, og om overgangen til alternativ energi overhovedet er mulig på langt sigt. Hvis man tager misforholdet mellem udbud og efterspørgsel med i betragtning, kan der ikke være nogen tvivl om, at verden står over for en stor beslutning. Et problem er, at infrastrukturen er dyrere at bygge i dag end for 40 eller 50 år siden. F.eks. koster et nyt kulkraftværk i USA ca. 4 mio. dollars (ca. 23 mia. kr.) pr. megawatt at bygge i dag sammenlignet med bare 1 mio. dollars pr. megawatt for 30 år siden.

Men det er ikke helt rigtigt, at det er nødvendigt at bygge et sekundært brændstofsystem ved siden af det eksisterende system.

Mange biobrændstoffer udvikles allerede, herunder alkoholbrændstoffer, der kan blandes med de nuværende brændstoftilbud.

Andre, de såkaldte ”drop-in”-brændstoffer, kan ganske enkelt skiftes ud med eksisterende brændstoffer.

Med de to muligheder kan vi fortsætte med at anvende de nuværende infrastrukturer for transport og tankning og således med tiden foretage små ændringer ad gangen.

De stigende omkostninger ved infrastrukturen skyldes primært stigende energipriser, hvilket gør det dyrere at fremstille cement, stål og andre byggematerialer.

Til sammenligning er meromkostningerne for de ændringer, som jeg foreslår, relativt små. Fordi olieindustrien foretager rutinemæssig vedligeholdelse, kan den absorbere de mindre omkostninger ved at opdatere infrastrukturen, så den kan rumme nye typer brændstoffer. I forhold til ”drop-in”-brændstoffer vil det ikke være nødvendigt at ændre noget.

Jeg vil også advare Dan Lubar og andre om at vælge “vindere” i denne debat.

Som iværksætter har jeg ofte oplevet, at det lige nøjagtigt på det tidspunkt, da indgroede interesser nægter at flytte sig, at jeg har haft mulighed for at tjene penge på at gøre tingene anderledes.

Mens jeg er stor fortaler for atomkraftenergi og geotermisk energi, befinder disse teknologier sig generelt inden for domænet ”indgroede interesser”.

Disse teknologier bliver virkelig skubbet frem. Sektorerne inden for solenergi, vindenergi og energibesparelse ledes generelt af iværksættere - og det er derfor, at de har haft så stor succes igennem de seneste ti år.

Alene i år har de rejst 150 mia. dollars til projektfinansiering.

De store globale succeser gennem de seneste 30 år, som f.eks. mobiltelefonen og internettet, har med den østrigske økonom Joseph Schumpeters ord været »destruktive succeser«.

Mobiltelefonen har gjort op med det hundrede år gamle fastnet og fået de traditionelle telefonselskaber til at dreje nøglen om på mange markeder.

Internettet har revolutioneret nogle virksomheder, der beskæftiger sig med marketing, reklame og indhold, mens det har gjort livet svært for andre.

Det samme vil ske med infrastrukturen. Den tidsramme vi taler om, er relativt kort: I løbet af bare 10 år er sol- og vindindustrien gået fra nærmest nul til en akkumuleret finansiering på 150 mia. dollars. Det vil fremover være iværksættere og innovative direktører, der fører an i overgangen mod alternativ energi.

For bare ti år siden kostede olie 20 til 30 dollars pr. tønde. I dag siger olieindustrien, at en tønde skal koste 40 dollars for overhovedet at nå omsætningsnulpunktet, og oliepriserne er allerede steget til 80 dollars pr. tønde efter olieudslippet ved ”Deepwater Horizon”.

I USA kommer ca. 10 pct. af benzinen fra ethanol, og i Brasilien er det vedtaget ved lov, at procentdelen skal være mellem 20 og 25 pct. Den næste generation af biobrændstoffer lover omkostningseffektiv produktion inden for tre år.

Men selv hvis der skulle gå fem år, og oliepriserne fortsat stiger, kan det vise sig at være mere indbringende for olieimporterende lande som f.eks. Jamaica at dyrke afgrøder som durra med henblik på at fremstille deres eget biobrændstof i stedet for at købe brændstof fra udlandet.

Hvorfor er folk så modvillige over for de forandringer, som sker omkring dem?

Det er måske forklaringen på, at iværksættere er så tilbedte verden over. De ser forandringerne komme, før massemarkedet gør, og i processen er de i stand til at skabe formuer til dem selv og deres støtter.

At støtte dette talent vil hjælpe os med at udvikle rettidige og omkostningseffektive metoder til at modernisere infrastrukturen og forandre verdens energiforsyning.

Læs også