Med størrelse følger ansvar

Økonomi Kinas økonomi har passeret den japanske og er nu verdens næststørste, men velstandsniveauet er ikke højere end i Albanien.

Det kom unægteligt ikke som nogen større overraskelse, da statistikkerne for årets andet kvartal i sidste uge viste, at Kinas økonomi nu er større end den japanske. Riget i Midten overgås hermed kun af USA.

At dette magtskifte ville blive en realitet har stået klart, siden det kommunistiske regime i Beijing for godt en snes år siden besluttede at slippe de fleste af den frie markedsøkonomis kræfter løs. Det skete i erkendelse af, at kun kraftig økonomisk vækst kunne bevare dets greb om magten.

Der er ingen tvivl om, at skiftet mellem Kina og Japan er kommet for at blive. Kina vil i år få en samlet vækst omkring 10 pct., mens Japan i bedste fald efter et skuffende kvartal når op omkring 3 pct. Tempoet understreges af, at det blot er fem år siden, at den kinesiske økonomi var det halve af den japanske.

Efter en halv snes års stagnation understreger tallene Japans økonomiske svækkelse, og med den følger også svækkelse af landets politiske magt. For Kina er udviklingen gået stik modsat. Landet dominerer den internationale handel og er med sin opsugning af USA's statsgæld en afgørende faktor i den finansielle sektor.

Det er på den baggrund, at Beijing gør sin voksende indflydelse gældende ikke kun i Asien, men også i stigende grad i Afrika og i Syd- og Mellemamerika, som USA ellers gennem generationer har opfattet som sin baghave.

At de kinesiske ledere på baggrund af den økonomiske styrke optræder med voksende selvsikkerhed, fik man en tydelig demonstration af under decembers klimatopmøde i København, hvor selvsikkerheden i et par situationer gik over grænsen til arrogance.

Det var den form for selvsikkerhed, der sidste år fik den kinesiske regering til at fastslå, at tiden nu var kommet til at afvikle den amerikanske dollars rolle som førende reservevaluta. Bemærkninger der bestemt ikke faldt i god jord i Washington.

Mens Beijing-regimet således er ivrig efter at fremstå som en økonomisk og finansiel magtfaktor, er landet mere tilbageholdende på andre områder. Når det gælder global opvarmning og begrænsning af de ødelæggende drivhusgasser, er der ikke noget hastværk. På den front sker der ikke meget, før USA har forpligtet sig til virkelige indgreb.

Flere økonomer har tillagt skiftet mellem Japan og Kina afgørende betydning, mens det fra japansk side understreges, at ændringen blot er symbolsk. Det sidste kan gøres med betydelig vægt, når det påpeges, at Kinas nye position ikke kun kan forklares med tre årtiers tocifret vækst, men også med landets enorme befolkning.

Sagt omvendt, så er japanerne fortsat mange gange rigere end kineserne. Deres gennemsnitlige indtægt blev for 2009 opgjort til 37.800 dollars. Kinesernes var nået op på langt mere beskedne 3.600 dollars. For USA var tallet 42.200.

Prognoserne om, at Kina vil overhale USA allerede i 2030 og blive verdens største økonomi, skal da heller ikke tillægges for stor betydning.

Det betyder ikke, at kineserne bliver lige så rige som amerikanerne. Noget sådant sker næppe før engang i det kommende århundrede. Den gennemsnitlige indtægt understreger samtidig, hvor store problemer Kina og landets kommunistiske ledelse står over for. Den hersker stadig over en befolkning, der med vesteuropæisk standard er yderst fattig.

Der er tale om et udviklingsland med store vækstmuligheder, men også med store problemer. Kina kan ikke i det lange løb regne med, at eksport og investeringer fra udlandet sikrer den tocifrede vækst, som er nødvendig for at neddæmpe spirende krav om politisk frihed.

Der er brug for at anvende nye metoder for at få sat fart i det private forbrug, efter at tidligere forsøg i den retning har fået skuffende resultater. Åbningen for import har også været alt for beskeden. Det er ikke nok, at Kina siden sidste år har været verdens største marked for personbiler.

På den internationale front er udfordringerne om muligt endnu større. Med voksende økonomisk indflydelse følger også krav om at optræde mere ansvarligt. Her sigtes der frem for alt mod mange års yderst vellykkede bestræbelser på at holde landets renminbi-valuta kunstigt lav for at fremme eksporten.

Fra Beijing afvises alle påstande om, at valutaen er undervurderet. Der henvises til, at man inden det seneste G20-møde løsnede bindingen til dollaren, men indtil nu har opskrivningen næppe strakt sig ud over det symbolske.

Efter at være blevet verdens næststørste økonomi, bliver det vanskeligere for Kina at slippe godt fra den form for vinduespynt.

For et land, der siden 2006 har været den største producent af drivhusgasser, er det heller ikke nok at have ambitioner om at mindske energiforbruget. Der skal langt mere til, og regimet i Beijing kan styrke sin troværdighed ved at gå i spidsen for virkelige reformer i stedet for at lurepasse i ly af amerikansk passivitet.

Derfor må lykønskninger med placeringen som verdens nummer to gives med forbehold. Kinas vækst har været og er imponerende, men den kommer fra et mere end beskedent udgangspunkt. En kineser er i dag ikke rigere end en albaner, og sidstnævnte har vel at mærke langt større politisk frihed.

Læs også