DF overvejer at spænde ben for elbiler

Regeringen fremsætter i efteråret lovforslag, der skal gøre elbiler fri for afgifter i yderligere tre år. Dansk Folkeparti klar til at gå imod.

Elbiler er stærkt overvurderede, og der er ingen grund til, at staten bruger penge på at støtte de elektriske biler, der anses for at være klimavenlige.

Sådan lyder det fra Dansk Folkeparti, og det kan allerede til efteråret få forholdet mellem Dansk Folkeparti og regeringen til at slå gnister.

I dag er elbiler fritaget for afgifter. Det skal holde prisen på bilerne nede, så de blive lettere at sælge i en udviklingsfase. Men det er foreløbig kun frem til 2012, at elbiler er fritaget for afgifter.

Regeringen ønsker at forlænge den ordning i yderligere tre år, og ifølge Venstres skatteordfører, Mads Rørvig, vil der blive fremsat lovforslag i efteråret, der skal friholde elbiler for afgifter frem til 2015.

Men her skal regeringen ikke forvente den normale støtte fra Dansk Folkeparti.

»Vi har ikke lagt os 100 pct. fast, men pilen peger på, at vi ikke vil være med til det,« siger Dansk Folkepartis energiordfører, Per Dalgaard, og forklarer sin modstand mod elbiler.

»Vi er ikke vilde med elbiler. Jeg tror ikke på konceptet for nuværende. Der er alt for mange problemer. Batterierne kan for eksempel ikke holde det, de skal, og elnettet skal udbygges kraftigt, hvis det skal kunne holde til, at alle i et villakvarter lader samtidig. Det er en udvikling, vi lige nu ikke vil støtte,« siger Per Dalgaard.

Elbiler er også løbet ind i modstand. Da energiselskabet Dong i 2008 præsenterede et samarbejde med bilfabrikanten Renault og selskabet Better Place, var planen, at der i 2010 ville være et net af opladningssteder over hele landet og mange elbiler på vejene.

Sådan har virkeligheden ikke udviklet sig. Infrastrukturen til opladning er langt fra at være på plads, og ifølge Dansk Elbil Alliance er der i dag blot indregistreret 324 elbiler i Danmark.

Læs også