13 mio. kr. til fyret Skive-direktør

Sparbank Vest offentliggør en fyrede direktørs gyldne faldskærm for at undgå mystik om sagen.

Henning Hürdum blev smidt ud med en gylden faldskærm, da han i foråret mistede jobbet som direktør i Sparbank Vest, der har hovedkvarter i Skive.

Ifølge bankens regnskab for årets første seks måneder fik den 58-årige direktør udbetalt 12,7 mio. kr. i fratrædelsesgodtgørelse, og hans efterfølger, Karl Tholstrup, oplyser, at der er tale om en engangssum.

»Det er et beløb, der er aftalt med bestyrelsen, til endelig afregning. Vi har valgt at offentliggøre beløbet separat, fordi vi ikke ønskede nogen mystik om spørgsmålet,« siger Karl Tholstrup.

Henning Hürdum var ordførende direktør i Sparbank Vest i mindre end fire år fra august 2006 til april 2010. I den periode hørte han med en årsløn på 5 mio. kr. til blandt de bedst lønnede direktører i den danske banksektor.

Sparbank har de seneste år leveret en række resultater, som bestyrelsen har karakteriseret som utilfredsstillende. Et overskud i 1. halvår 2010 på 204 mio. kr. blev eksempelvis først og fremmest sikret efter et frasalg af 13 filialer, som indbragte 342 mio. kr.

Netop frasalget og neddroslingen af ambitionsniveauet spillede en væsentlig rolle for fyringen i april.

»Vi vil sikre Sparbank som selvstændigt pengeinstitut, og fremover vil vi vokse organisk, så vores kunder og ansatte kan være trygge ved den fortsatte udvikling. Henning Hürdum ville gå den modsatte vej, og derfor kunne vi ikke fortsætte samarbejdet,« sagde Sparbanks bestyrelsesformand, Alex Nielsen ved den lejlighed.

Læs også