Kursfremgang trods stærk forbrugertillid

Det danske obligationsmarked holdt tirsdag fast i en mindre kursfremgang, selv om der i løbet af eftermiddagen kom overraskende stærke tal for den amerikanske forbrugertillid.

De amerikanske boligpriser steg også mere end ventet i juni, men alligevel får de seneste ugers bekymringer for tilstanden af den globale økonomi investorerne til at søge mod de fastforrentede papirer.

»Tilstanden for den globale økonomi er fortsat meget understøttende for obligationsmarkederne. Der er en lang række fundamentale faktorer, som holder hånden under de fastforrentede papirer,« sagde obligationsstrateg Cyril Beuzit hos BNP Paribas til Bloomberg News.

På makrosiden tirsdag blev de amerikanske boligpriser fra S&P/CaseShiller offentliggjort for juni, hvilket viste en fremgang på 0,28 pct. sammenlignet med en oprevideret stigning på 0,53 pct. i maj. Analytikerne havde ventet en mindre stigning på 0,20 pct. På årsbasis steg boligpriserne med 4,23 pct. i juni, mens analytikerne havde ventet en stigning på 3,50 pct.

Det amerikanske regionale erhvervstillidsbarometer fra Chicago blev offentliggjort for august, hvilket viste et fald til 56,7 sammenlignet med 62,3 måneden forinden. Analytikerne havde ventet et lidt mindre fald til 57,0 i august. Opgørelsen bruges som opvarmning til det vigtige nationale ISM-erhvervstillidsbarometer, som offentliggøres i dag.

Tal for den amerikanske forbrugertillid blev offentliggjort for august og viste en overraskende stor stigning til 53,5 sammenlignet med opreviderede 51,0 måneden forinden. Analytikerne havde ventet et indeks på 50,7 i august.

»En stigning i forbrugertilliden er gode nyheder, men på de niveauer, som vi bevæger os rundt på, er det ikke noget at blive synderlig begejstret over. Arbejdsmarkedet er den helt store bekymring på den korte bane, så vi venter ikke, at den amerikanske forbrugertillid vil vise en betydelig bedring foreløbigt,« sagde cheføkonom Scott Brown hos Raymon James & Associates til Bloomberg News.

RB-Børsen

..

BRANCHENYT
Læs også