Fald efter europæiske auktioner

Det danske obligationsmarked lukkede torsdag med solide kursfald, idet en række store europæiske auktioner fik investorerne til at mindske efterspørgslen på de fastforrentede papirer.

Spanien og Frankrig solgte tilsammen statsobligationer for 14 mia. euro. Aktiviteten var begrænset, og eftermiddagens amerikanske præsentationer formåede heller ikke at påvirke markedsstemningen.

Et par store europæiske auktioner var planlagt til torsdag, da Frankrig solgte statsobligationer for omtrent 8,5 mia. euro, mens Spanien solgte papirer for samlet set 4 mia. euro. For det spanske salg af 10-årige papirer blev overtegningen 2,32 gange, mens overtegningen for de 30-årige papirer blev 2,10 gange den tilbudte volumen.

»Obligationskurserne faldt torsdag tilbage, idet investorerne gav plads til det store udbud af europæiske obligationer. Udbudssiden er det mest væsentlige på obligationsmarkederne i øjeblikket,« sagde obligationschef Orlando Green hos Credit Agricole til Bloomberg News.

Det regionale amerikanske erhvervstillidsbarometer fra Philadelphia for september skuffede torsdag eftermiddag med en forbedring til minus 0,7 sammenlignet med minus 7,7 måneden forinden. Analytikerne havde ventet en større forbedring til plus 0,5 pct.

Både det regionale erhvervstillidsbarometer fra New York og fra Philadelphia dykkede voldsomt i juli, og dermed var udviklingen i de regionale erhvervstillidsbarometre ude af trit med udviklingen i det landsdækkende ISM erhvervstillidsbarometer.

Det lidt svagere tal end ventet fra Philadelphia kan indikere, at den seneste positive overraskelse fra ISM-barometeret var en enlig svale.

»Industrien viser tegn på træthed. Alle indikationerne peger på, at fremstillingsvirksomhederne halter ind i 4. kvartal,« sagde seniorøkonom Ryan Sweet hos Moody's Analytics til Bloomberg News.

Der kom også amerikanske tal for de nye ugentlige ansøgere af arbejdsløshedsunderstøttelse, som viste et marginalt fald til 450.000 personer.

BRANCHENYT
Læs også