En lidt mere sikker verden

stabilitet En skærpelse af reglerne for bankernes reserver yder et væsentligt bidrag til langsigtet finansiel stabilitet. Bankcheferne klager sig, men der er ingen grund til at have medlidenhed med den branche.

Savannah

Verden er blevet et lidt mere sikkert sted. Her tænker jeg ikke på mindre risiko ved at køre bil eller ved at flyve. Ej heller på faren for at blive offer for terrorangreb.

Det gælder noget næsten lige så vigtigt, nemlig økonomisk sikkerhed. Den er blevet klart forbedret, efter at centralbankchefer fra 27 lande i den forgangne weekend nåede til enighed om et nyt sæt regler, der skal styrke deres industri.

Med disse regler i hånden skulle risikoen for nye finansielle katastrofer, som den, verden blev kastet ud i for præcis to år siden, være blevet væsentligt formindsket. Ikke fjernet, for en ny finanskrise vil ingen kunne udelukke, men den skulle efter mødet i Basel komme senere og blive mindre, når den kommer.

Det er teknisk indviklede regler, der nu efter månedlang debat frem og tilbage over Atlanten er blevet enighed om. De nye krav betyder, at de fleste banker tvinges til mere end at tredoble den kapital, som de holder i reserver. Den vigtigste procentsats forøges fra 2 til 7.

Samtidig tilføjes der yderligere et sæt krav, der vil forhindre, at bankerne manøvrer sig uden om disse regler gennem kreativ bogføring. Der skulle med andre ord ikke blive nogen vej - selv for den mest fantasifulde bankchef - uden om de skærpede regler.

Det er muligt, at sikkerheden får en pris. Inden mødet havde flere bankchefer, ikke mindst de tyske, advaret mod at stramme reglerne for meget. Det ville ifølge deres vurdering betyde, at prisen for at låne blev så høj, at det kom til at lægge en dæmper på det allerede tøvende økonomiske opsving.

Nu mangler de fleste af os vel fortsat at møde en bankchef, der ikke har udstedt dommedagsprofetier, hvis der var blot den ringeste fare for, at hans bank kom til at tjene blot nogle få kroner eller euro mindre. Så protesterne skal næppe tages for pålydende.

Det betyder dog ikke, at de skærpede regler kommer uden bivirkninger. De svageste banker sættes under øget pres, når de tvinges til at skaffe sig mere egenkapital. For nogle af dem kan løsningen være fusion. Andre kan måske redde sig ved at få større statslige tilskud, men enkelte tvinges antageligt til at dreje nøglen om.

Det kan blive en smertefuld proces, men en klar opdeling af banksektoren i en sund og en syg del vil på længere sigt blive en klar fordel. Det vil være med til at øge tilliden til en branche, der efter de seneste to år har hårdt brug for noget sådant.

At det bliver en smule dyrere at låne kan ikke udelukkes. Bankerne skal øge deres reserve ved enten at henlægge en større del af deres overskud i stedet for at udbetale den til aktionærerne eller ved at gå på kapitalmarkedet og udstede nye aktier.

Det må dog siges at være en uhyre beskeden pris at betale for at få et system, der ikke med usvigelig sikkerhed fører os alle ud i en ny krise, som kan få langt alvorligere konsekvenser end den, vi netop har gennemlevet. Ingen tror vel på, at der kan mobiliseres politisk vilje til endnu engang at redde bankerne med nye statslige håndsrækninger.

Derfor bør man også erklære sig enig med den europæiske centralbankchef, Jean-Claude Trichet, når han fastslår, at de nye regler vil yde et væsentligt bidrag til langsigtet finansiel stabilitet og vækst.

I første omgang har reglerne kendt som Basel III skabt ro på det internationale marked, hvor nye spekulationer om græsk og irsk gæld havde givet flere af deltagerne nervøse trækninger.

Nu er udspillet fra det schweiziske bankcentrum blot det første af flere skridt. Næste fase bliver godkendelse af G20 landene, når den gruppe mødes i november. Herefter skal reglerne gøres bindende gennem lovgivning, der gennemføres individuelt i alle landene. Tidsfristen for dette projekt er sat til 1. januar 2013.

Anbefalinger selv af noget så teknisk som regler for bankernes sikkerhed og deres reserver kan naturligvis altid underlægges forskellige fortolkninger. Der er da heller ingen tvivl om, at bankernes interesseorganisationer i alle berørte lande forbereder en energisk lobby offensiv for at sikre sig, hvad de betragter som den mest fordelagtige fortolkning.

Forhåbentlig vil politikerne for en gang skyld stå fast og afvise den form for pression. Der er ingen grund til at have medlidenhed med banker, som kom meget hurtigere og bedre ud af finanskrisen og den efterfølgende recession end alle andre.

Samtidig er det væsentligt at gøre opmærksom på, at mange banker allerede har forøget deres reserver vel vidende, at det blot var et spørgsmål om kort tid, inden de blev stillet over for sådanne krav. Hertil kommer, at bankerne har seks år eller mere til at bringe sikkerheden op på det nye højere niveau.

Desuden har bankerne allerede fået flere betydelige indrømmelser. Et forslag om at indføre et ekstra krav til sikkerheden, når verden igen kommer til at opleve et økonomisk boom, blev taget af bordet. Desuden vil bankerne indtil udgangen af 2017 kunne medregne statstilskud i deres reserver.

Det er betydelige indrømmelser, men de ændrer ikke ved, at Basel III vil gøre en meget væsentlig del af vores tilværelse mindre risikabel. Det betyder som sagt ikke, at finanskriser hører fortiden til. Ingen ekspert har hævdet noget sådant.

Eller som det amerikansk banktilsyn sagde det så smukt, så er aftalen et vigtigt skridt i bestræbelserne på at reducere hyppigheden og styrken af fremtidige finansielle kriser.

Har vi ikke lært andet af de seneste to års krise, så har vi i det mindst lært, at overmod på den front er en farlig ting.

BRANCHENYT
Læs også