Governance light til små børsselskaber

De mindre børs- noterede virksomheder har svært ved at klare kravene til god selskabsledelse.

De internationale danske børsgiganter skal leve op til de samme krav til god selskabsledelse som den lille sparekasse.

Derfor anbefaler en ny rapport at overveje en lightudgave til de mange små danske børsnoterede selskaber. Komitéen for god Selskabsledelse afviser forslaget.

Handelshøjskolen i København har gennemgået alle børsnoterede virksomheders regnskaber fra 2007 og 2008 for at afdække, i hvor høj grad selskaberne overholder kravet om at forholde sig til anbefalingerne om god selskabsskik.

Selskaberne behøver ikke efterleve reglerne, men de skal kunne argumentere for, hvorfor de ikke gør det.

»Vi kan se i undersøgelsen, at små selskaber indenfor en branche ofte har meget ens corporate governance beskrivelser. Det er byrdefuldt at skulle forholde sig til anbefalingerne for de mange små børsselskaber. Derfor mener vi, at man burde overveje en light udgave,« siger professor Caspar Rose fra Center for Corporate Governance, der står bag undersøgelsen.

Han påpeger, at de små selskaber normalt har en langt mindre investorbase og anbefaler at undlade at skyde gråspurve med kanoner.

Komitéen for god Selskabsledelse har drøftet, om de små selskaber burde slippe lettere, men afvist tanken.

»Hvis man vælger at blive børsnoteret, så skal man leve op til en standard, og den er ens for alle. Virksomhederne henter jo typisk hundredvis af millioner eller milliarder fra investorerne, og så kan man også som et minimum forholde sig til anbefalingerne. Det er jo ikke et krav, at de følges,« siger Sten Scheibye, formand for komiteen og tidligere adm. direktør i Coloplast.

Om to år udbygges de syv anbefalinger om god selskabsledelse med yderligere 20 konkrete punkter.

BRANCHENYT
Læs også