Uensartet trods bekymringer

Det danske obligationsmarked lukkede mandag uensartet, idet investorerne noterede sig fortsatte rentestigninger blandt de irske og portugisiske obligationer.

Udviklingen var understøttet af øgede bekymringer for, at flere lande i eurozonen kan få svært ved at finansiere deres budgetunderskud i fremtiden. Der var mandag morgen desuden rygter i markedet om, at den japanske regering er klar med endnu en vækstpakke.

»Vi ser stadig en del bekymringer i markedet for, hvorvidt en lang række europæiske lande kan blive ved med at opnå en efterspørgsel på deres statsobligationer. Derudover er obligationsmarkedet mandag understøttet af, at finanshusene er ved at gennemgå deres bøger forud for kvartalsafslutningen, hvor man typisk ser en lidt øget efterspørgsel efter de fastforrentede papirer,« sagde obligationsstrateg Patrick Jacq hos BNP Paribas til Bloomberg News.

Obligationsmarkederne i Irland og Portugal var fortsat i fokus mandag, hvor rentespændet til Tyskland byggede videre på stigningerne på det seneste. Den tyske avis Handelsblatt skrev mandag, at Irland nu overvejer at aktivere lånemekanismen hos EU med hensyn til hjælp til at refinansiere landets store gæld. Irland vil senere i denne uge præsentere omkostningerne forbundet med redningen af den irske Anglo Irish Bank.

ECB-chefen, Jean-Claude Trichet, sagde mandag i Europaparlamentet, at man fortsat venter en økonomisk vækst i et afdæmpet tempo i eurozonen. Trichet påpegede endvidere, at samtlige lande i eurozonen må efterstræbe en ambitiøs finanspolitisk konsolidering.

Stigningen i pengemængden M3 i eurozonen blev offentliggjort mandag formiddag, og den viste en stigning på 0,5 pct. i august sammenlignet med en stigning på 0,1 pct. måneden forinden. Analytikerne havde ventet en mindre stigning på 0,2 pct. i august. På årsbasis var stigningen i pengemængden på 1,1 pct. i august.

BRANCHENYT
Læs også