Lave renter giver gevinst

Renteudgifter Danske familier har i år sparet 18,9 mia. kr. på renteudgifter i forhold til året før. Det svarer til 6.685 kr. pr. familie, oplyser BRFkredit med baggrund i nye tal fra Nationalbanken.

Her har man fremlagt den såkaldte rentestatistik, der viser renterne for udlån fra banker og realkreditinstitutter til både erhverv og private.

Tallene viser, at renterne stadig ligger ganske lavt, men at der for anden måned i træk er en lille stigning for nye kunder.

Ifølge BRFkredit skyldes dette bl.a., at mange har finansieret boligen med et rentetilpasningslån, og at langt de fleste først får glæde af den nuværende lave rente til december.

Desuden får nye kunder rådgivning i forbindelse med lånet og dermed fokus på, hvad stigende renter vil betyde for dem.

»Derfor vælger mange nye kunder aktuelt fastforrentede lån, mens eksisterende kunder, som har valgt at ride på den lave etårige rentebølge, ikke på samme måde er opmærksomme på, hvor rentefølsomme de er,« siger Ulrikke Ekelund, cheføkonom i BRFkredit.

BRFkredit minder om, at de sparede renteudgifter hænger sammen med en turbulent økonomisk udvikling.

»Vi forventer, at centralbankerne i slutningen af 2011 vil begynde at sætte renterne op, « siger Ulrikke Ekelund.

BRANCHENYT
Læs også