Ledighedstal stritter i alle retninger

Hvordan kan antallet af arbejdsløse forblive det samme, når beskæftigelsen falder? Det er der en god, men ikke ligetil forklaring på.

Ledigheden falder eller stagnerer, beskæftigelsen falder også, men bruttoledigheden stiger. Kan det hele virkelig være rigtigt på samme tid, og hvis ja, hvordan kan det så være?

Der skal ikke meget til at gøre forvirringen total, hvis man blot følger udviklingen på arbejdsmarkedet på lidt mindre end tæt hold.

Det kan være særdeles svært at holde styr på de forskellige nøgletal, der fortæller så meget om tingenes tilstand i Danmark, ikke mindst økonomisk set.

Og nu er der efterhånden ret bred enighed blandt økonomer om, at tiden er inde til at finde en ny rettesnor, da den gamle er holdt op med at fungere.

Hidtil har man benyttet den registrerede ledighed som primært pejlemærke, men reelt holder det ikke længere.

Det ville ellers være dejligere at være dansk arbejdstager, hvis man som i de seneste mange år blot kunne benytte de registrerede ledighedstal som det rette mål.

Med en arbejdsløshedsprocent på omkring 4 og et antal officielle arbejdsløse på 113.000, er den danske ledighed på papiret meget lav og næsten værd at sole sig i - også selv om den er mere end fordoblet, siden den i foråret 2008 nåede bunden med under 50.000 arbejdsløse.

Det er nydelige tal. Meget nydelige endda. Faktisk så nydelige, at eksempelvis nationalbankdirektør Nils Bernstein og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ikke længere tillægger tallet nogen særlig betydning.

Årsagen er enkel: Antallet af arbejdsløse i aktiveringstilbud er ikke inkluderet i statistikken, og dermed er glansbilledet allerede forvrænget.

Ikke mindst fordi antallet af aktiverede er steget uafbrudt i to år.

Medtager man de aktiverede, kommer man nemlig frem til et helt andet ledighedstal.

Det kaldes bruttoledigheden og er lige nu på 171.000 personer, eller 6,3 pct. af arbejdsstyrken. Bruttoledigheden er pudsigt nok også steget uafbrudt i to år nærmest synkront med, at aktiveringsindsatsen er intensiveret.

Helt præcis er den steget siden juni 2008, da den var helt nede på 68.000 personer eller 2,5 pct. af arbejdsstyrken.

Dermed vil den opmærksomme læser have bemærket, at den registrerede ledighed er steget med 70.000 personer, mens bruttoledigheden er vokset med flere end 100.000.

Gabet er lig med aktiverede.

Det viser tydeligt, hvordan de registrerede ledighedstal er med til at undervurdere krisen, hvis man ikke ser til andre statistikker.

Forskellen mellem den registrerede ledighed og bruttoledigheden blev ligeledes illustreret fint i sidste måned, da juli-tallene blev frigivet fra Danmarks Statistik. Mens den registrerede ledighed næsten ikke rørte sig ud af flækken og faktisk faldt en smule, steg bruttoledigheden med 5.100, fordi antallet af aktiverede steg ret kraftigt.

Af denne grund vinder bruttoledigheden mere og mere indpas, fordi den simpelt hen giver et mere retvisende billede - men mere er alligevel ikke nok til at give hele det retvisende billede.

Der findes nemlig også de usynlige arbejdsløse, der hvert kvartal opgøres i arbejdskraftundersøgelsen, og som statistisk opgøres under AKU-ledigheden. Statistikken er en stikprøveanalyse, og den er derfor behæftet med en vis usikkerhed.

Analysen giver en god indikation af den samlede arbejdsstyrke, fordi den også medregner de personer, som ikke er medlem af en a-kasse og ikke er berettiget til dagpenge eller kontanthjælp.

Til gengæld optræder f.eks. studerende også i denne statistik, som især kan bruges, når man ønsker et ledighedstal, der siger noget om samtlige personers ønske om at få et arbejde. I 2. kvartal i år var AKU-ledigheden på 177.000 personer, hvis man fraregner de omkring 40.000 studerende.

AKU-tallet kan også give et mere retvisende billede af ungdomsarbejdsløsheden, da unge sjældent kan få dagpenge og derfor ikke optræder i den registrerede ledighed.

Men i sidste ende er det hverken den registrerede ledighed, bruttoledigheden eller AKU-ledigheden, der indtager førstepladsen over arbejdsmarkedets vigtigste nøgletal:

Det gør nemlig beskæftigelsestallet.

Det er det tal, som viser, hvor mange danskere, der er i arbejde og dermed er med til at finansiere det offentlige forbrug gennem indkomstskatterne.

Det er også her, at forklaringen på en stor del af den offentlige økonomis nedtur skal findes. Med et tab på 165.000 private arbejdspladser, er Danmarks samlede skattegrundlag skrumpet kraftigt ind, og det er medvirkende til de budgetunderskud, som præger Danmarks finanser i øjeblikket, og som har tvunget nationen og regeringen til at genoprette økonomien.

De mange tabte arbejdspladser har dog ikke afspejlet sig i ledighedstallene, der - uanset om man benytter det ene eller det andet tal - har holdt sig langt mere i ro.

Beskæftigelsestallet derimod siger meget præcist, hvor mange reelle arbejdspladser der findes i Danmark, og det viser også meget præcist, hvor mange arbejdspladser finanskrisen har kostet.

Konsekvenserne af det er som bekendt til at tage og føle på, hvis man er dansk statskasse.

Opstiller man eksempelvis et tænkt regnestykke, hvor man i gennemsnit sætter de 165.000 tabte arbejdspladser i den private sektor til at have betalt 10.000 kr. i indkomstskat om måneden, finder man ud af, at der pludselig er 1,65 mia. færre indkomstskattekroner at gøre godt med - hver måned.

Det kan mærkes. Ikke mindst, da mange af personerne ryger videre til en offentlig ydelse og dermed går fra at være bidragsyder til at være modtager. I længden er det en dyr proces, og det er derfor, at man fra erhvervsliv, politisk hold og andre steder i samfundet kigger så længselsfuldt efter bedre tider.

Og før man kan konkludere, at de har indfundet sig, skal man altså ikke nøjes med at kigge efter faldende ledighedstal. Så skal bruttoledigheden også ned, og allervigtigst: Beskæftigelsestallene skal vise fremgang.

Danmarks Statistik kommer med nye tal for arbejdsløsheden senere på ugen.

BRANCHENYT
Læs også