Carlsberg var ved at opgive Cambodja

»Vores medarbejdere vil kun arbejde et sted, hvor man behandler kvinder ordentligt.«

Hos Carlsberg har man ventet med spænding på den seneste rapport om forholdene for bryggeriets beer girls. Selv om Cambodja udgør en forsvindende lille del af den samlede forretning, har de negative historier om grov chikane af pigerne haft stor betydning, når der skulle ansættes nye medarbejdere.

»Vi er glade for, at man kan se, at vi gør en forskel. Der er heldigvis en tydelig forskel på arbejdsvilkårene for pigerne i BSIC-systemet og for dem udenfor (BSIC er en sammenslutning af bryggerier, der har tilsluttet sig et etisk regelsæt, red.). Man kan kun håbe på, at flere bryggerier vil tilslutte sig BSIC og efterleve det etiske kodeks,« siger Anne-Marie Skov, senior vice president, Group Communications og CSR hos Carlsberg.

Er I så tilfredse - og missionen fuldendt?

»Der er stadig områder, som vi kan gøre det bedre på. Ikke mindst ved at få flere bryggerier til at være med. Og vi skal stadig arbejde på at få nedbragt drikkeriet med kunderne endnu mere.«

Overvejede I på et tidspunkt, om det overhovedet var værd for alvor at gå ind i Cambodja i 2005 på grund af disse problemer?

»Ikke på det tidspunkt. Men da debatten var på sit højeste, og vi fik mange ridser i lakken, diskuterede vi om det kunne blive nødvendigt at trække sig ud. Vores omdømme er vigtigt for os.«

Hvordan har du selv oplevet presset på jeres omdømme?

»Jeg har holdt rigtigt mange oplæg om Carlsberg på uddannelsesinstitutioner. Selv om det som sagt ikke fylder meget i hele forretningen, er det sagen om beer girls, som de studerende husker.«

Har sagen om beer girls været den største sag rent imagemæssigt?

»Ja, på imagekontoen i nogle lande og især i Danmark er det en historie, der bliver husket. Og så skal man huske vores medarbejdere. De vil kun være et sted, hvor man behandler kvinder godt.«



BRANCHENYT
Læs også