Erhvervslivet bider fra sig

Det er et sjældent flerstemmigt kor af reformivrige erhvervsledere, der p.t. forsøger at råbe politikerne op. Den normale forsanger Asger Aamund glæder sig over opbakningen.

Det hører til sjældenhederne, at landets topledere nærmest står i kø for at komme til at udtale sig om, hvad regering og folketingspolitikere bør gøre og ikke gøre for at komme med et troværdigt svar på fremtidens økonomiske udfordringer.

Men i disse tider er velvilligheden total, og det skorter ikke på gode råd fra virksomhedernes topledere, der nu ser det som en akut og alarmerende opgave at advare om, hvad der sker, hvis man blot lader stå til og ikke griber hårdt ind.

Erhvervslivets opråb glæder Asger Aamund, en af de relativt få erhvervsfolk, som optræder hyppigt i debatten.

»Det skyldes deres samfundssind, og det er dejligt at se, at de ignorerer deres normale modvilje,« siger han og bemærker, at det er trange tider for mange ældre erhvervslederes gamle mantra.

»De praler jo af, at de gennem 25 år kun har haft én kommentar til pressen, og det er: Ingen kommentarer.«

For Asger Aamund er der ingen tvivl om, at det er, fordi det nu er alvor, at erhvervslederne går mere offensivt til værks end normalt i sine udmeldinger til politikerne.

»Det er gået op for dem, at hverken regering eller opposition har en velstandsplan, og at skatteindbetalingerne slet ikke er store nok, fordi man har forsømt en vækstplan.«

Og han er ikke just jubeloptimist, hvad angår fremtidens danske arbejdsmarked:

»Mere end halvdelen af befolkningen står uden for arbejdsmarkedet, og om 10 år er det to tredjedele. Politikerne må forstå, at Danmarks fremtid er for vigtig til at være afhængig af dem.«

BRANCHENYT
Læs også