BP's nye chef renser ud

BP's efterforskningsdirektør fyret, og flere udrensninger ventes i toppen af BP, når Robert Dudley i morgen rykker ind som adm. koncernchef.

Posten som administrerende koncerndirektør er altid krævende, men når Robert Dudley i morgen indtager det varmeste sæde i BP Plc, er det til udfordringer, som ingen af hans forgængere har haft.

Fra at begynde 2010 som et af verdens største olieselskaber i solid fremdrift, har BP siden den 20. april befundet sig i en eksistenskrise, der langt fra er overstået.

Den løbske oliebrønd på Macondo-oliefeltet i Den Mexicanske Golf og eksplosionsulykken på platformen "Deepwater Horizon", som kostede 11 mennesker livet og udløste den værste olieforurening i USAs historie, fortsætter med at martre BP.

De foreløbige regninger nærmer sig 165 mia. kr., men der vil gå år, endda mange år, før BP kan sætte det endelige punktum i sagen.

At det bliver Robert Dudleys opgave at bringe BP ud af krisen og sikre koncernens selvstændighed er ikke tilfældigt.

De 55-årige Dudley er født i New York og opvokset i Hattiesburg i staten Mississippi. Sine ferier tilbragte han i Biloxi, hvorfor han om nogen kender konsekvenserne af olieforurening i det følsomme, lavvandede økosystem, hvor Mississippi-floden munder ud i Den Mexicanske Golf.

Via en uddannelse som kemiingeniør kom han ind i olieindustrien i amerikanske Amoco Corporation, som BP købte i 1998. Robert Dudley er den eneste af topcheferne i Amoco, der har fortsat karrieren på topplan i BP, og fra i morgen vil han tillige være den første ikke-britiske statsborger til at stå i spidsen for BP i koncernens 102-årige historie.

Netop ved ikke at være et produkt af BP er forventningerne, at Robert Dudley kan rydde op i toppen af hierarkiet og lægge en ny strategi for olieselskabet, hvilket uvægerligt vil skabe konflikter.

Første hug kom i går, da BP's direktør for olie- og gasefterforskning, Andy Inglis, blev fyret, mens Mark Bly blev forfremmet til direktør for sikkerhed og risikovurdering med direkte reference til Robert Dudley. Første opgave for Mark Bly bliver udarbejdelse af en helt ny politik for kontrakterne med underleverandører.

At der blot er tale om de første udrensninger fra Robert Dudleys hånd lægger BP ikke skjul på, da børsmeddelelsen har overskriften: »Dudley etablerer ny sikkerheds- og risiko-division og bebuder gennemgribende forandringer.«

Russisk ballade

..

BRANCHENYT
Læs også