Japans ”grimme” sag

En japansk kvinde har vakt opsigt ved at sagsøge chefen for Prada Japan for kønsdiskrimi- nation. Sagen handler om et tabu-emne i Japan - og om fremtiden for verdens tredjestørste økonomi.

Bovrisse er ikke Japans svar på den amerikanske feminist og politiske aktivist Gloria Steinem. Ikke desto mindre er hun måske den heltinde, som økonomer har ventet på.

Den 36-årige Rina Bovrisse blev kendt, da hun sagsøgte den italienske modekoncern Prada med påstand om at have været udsat for kønsdiskrimination.

Den tidligere ledende detailchef hævder, at hun af Prada Japans chef blev chikaneret for at være ”grim”, og at hun blev uretmæssigt fyret.

I Milano, New York eller Paris kunne dramaet næppe vække stor opmærksomhed. Men da det fandt sted i Japan, hvor kvinderettigheder ofte er et ukendt begreb, har det vakt opsigt. Japanske kvinder forventes at bide tænderne sammen, hvis de bliver krænket på deres arbejdsplads. Sådan er det bare.

Dog ikke, hvis man hedder Rina Bovrisse, og tak for det. Hun har gjort mere end de fleste for at gøre opmærksom på en af de betydelige årsager til Japans problemer: kronisk ligegyldighed over for landets kvindelige arbejdsstyrke. Det bremser vækst, øger den offentlige gæld, mindsker konkurrenceevnen og forværrer andre problemer som f.eks. landets faldende fødselsrate.

»Der er så mange dygtige, målrettede, begavede japanske kvinder, der er trætte af at blive behandlet anderledes end mænd,« sagde Rina Bovrisse, da jeg traf hende i Tokyo for nylig.

»Jeg råber op på deres vegne. Vi skal have mod til at kræve en retfærdig behandling.«

Rina Bovrisse, der har 18 års erfaring fra modebranchen og er uddannet fra designskolen Parsons i New York, har arbejdet for Prada USA og Chanel SA. Hun har arbejdet i New York, London, Paris (navnet Bovrisse har hun fra sit ægteskab med en franskmand) og på Hawaii. Det var formentlig det cv, der fik Prada Japan til at ansætte hende i april 2009 som chef for 500 medarbejdere i 40 forretninger. Men så begyndte problemerne.

Ifølge Rina Bovrisse selv fik hun besked på at skille sig af med 15 butiksledere og mellemledere, fordi de var »gamle, tykke, grimme eller frastødende, eller fordi de ikke havde Prada-looket.« På et senere tidspunkt i det halve år, hun var ansat i Prada Japan, hævder hun at have fået besked på at tabe sig og skifte frisure. Hun klagede til koncernledelsen i Milano og blev kort tid efter fyret.

Ifølge en repræsentant for Prada ved navn Mia Morikawa har koncernen ingen kommentarer til denne klumme. Mia Morikawa henviser til tidligere udtalelser, hvori Rina Bovrisses påstande tilbagevises. I august lagde Prada Japan sag an mod Rina Bovrisse med påstand om, at hun havde skadet Pradas ry.

Efter min opfattelse er Rina Bovrisses historie overbevisende.

To tidligere ansatte i Prada er nu med-sagsøgere. Og med risiko for at lyde kønsdiskriminerende synes jeg, at hun langtfra er grim eller tyk. Om hun så også havde været det, skulle man da tro, at en kvinde ikke kunne blive gjort ansvarlig for nogen af delene i et udviklet land i 2010.

Her er vi ved sagens kerne. Der er en grund til, at repræsentanter for FN's Komite til Afskaffelse af Diskrimination mod Kvinder mødtes med Rina Bovrisse for nylig. Af samme grund opfordrer Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) Japan til at styrke kvinders indflydelse og stilling.

Når man ser på, hvor Japan ligger på listen over indkomst pr. indbygger, synes det at være et spejlbillede af den plads, som Japan indtager på listen over kvinders deltagelse i politik og virksomhedsledelse. Ingen af selskaberne på aktieindekset Nikkei 225 ledes p.t. af en kvinde.

Det er gået kvinder mindre godt, siden den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers gik konkurs i 2008, idet de er blevet uforholdsmæssigt hårdt ramt af nedsmeltningen i den amerikanske finanssektor. Da mange kvinder er deltidsansatte, er de nemmest at skille sig af med, når en virksomheds overskud falder.

Japans anciennitetsbaserede og mandsdominerede model har været sen til på en bedre måde at udnytte en gruppe, der tegner sig for 50 pct. af landets 126 millioner indbyggere. Det er dårlig økonomi at lade halvdelen af en arbejdsstyrke ude af betragtning. Japan har investeret massivt i infrastrukturprojekter som f.eks. broer, dæmninger og veje og sænket renten til nul i et forsøg på at hæve levestandarden. Men i spørgsmålet om at udnytte kvindepotentialet har Japan været langsom i optrækket.

»Det smerter mig at tænke på, at kvinder ikke er nået længere end hertil,« sagde Rina Bovrisse.

For at komme videre skal Japan bruge flere Bovrisser. Hvis de japanske kvinder venter på, at deres mandlige ledere skal tale deres sag, kan de komme til at vente længe. De bliver nødt til at kræve større indflydelse i japansk erhvervsliv og det politiske system, hvis de vil have ægte forandring. Det er et af de vigtige elementer i Japans udvikling frem mod et meritokrati.*

Samfundsnormer udgør en stærk drivkraft, og somme tider kan de sammenfattes i et ordsprog: Stikker man snuden frem, risikerer man at få et par over den. Af frygt for at skabe opmærksomhed eller blive centrum i en potentiel skandale meldes tilfælde af kønsdiskrimination ofte ikke.

Men kvinder bør skabe opmærksomhed, stor opmærksomhed endda. I Japan virker det ofte, som om kønsdiskrimination er uafvendelig. Taler man om det, nikker folk sigende og trækker så på skuldrene.

I Japan ser jobansøgere ikke noget mærkeligt i, at de skal lægge et foto ved deres ansøgning eller oplyse, hvornår de er født. Og reaktionen var umærkelig, da løsningen på klager over, at kvinder blev befamlet i undergrundsbanen i Tokyo, var togvogne forbeholdt kvinder.

Fra litteraturens og filmens verden ved vi, at “Djævlen går i Prada”. I Rina Bovrisses tilfælde kunne man sige, at Prada viser sig i djævlens skikkelse. Men selv vor heltinde ville indrømme, at denne historie handler om mere end en enkelt kvindes tildragelser. Den handler om fremtiden for verdens tredjestørste økonomi.

Nødtvungent fornemmer Rina Bovrisse da også sin Gloria Steinem-lignende rolle i dette økonomiske drama. Det fremgår af hendes nye visitkort, hvorpå der står ”Fashionista Feminista”.

* Et meritokrati er en samfundsform, hvor uddannelse og begavelse er afgørende for den enkeltes sociale mobilitet og adgang til magt. Kilde: Online-leksikonet Den Store Danske

BRANCHENYT
Læs også