Oktan og glamour

Motorsport Formel 1 er ikke længere forbeholdt oktanfikserede nørder. Motorsportens flagskib er blevet et globalt marketingsværkstøj i milliardklassen.

Modellerne er drønet videre. Både dem på fire hjul og dem på to ben.

Næste pit-stop er Japan. Siden rammer de hurtige racerbilers karavane Sydkorea for første gang.

Som en global mega-sællert afspejler fænomenet Formel 1 en række af tidens tendenser. Højprofileret globalisering, medie-eksponering og bevægelsen fra vest til øst.

Motorsportens flagskib har altid været en magnet for de rige, de unge og de smukke. For udvikling og innovation. For de globale pengestrømme. Følg Formel 1, og følg pengene. Der skal altså ikke spares, hvis man skal skifte fire hjul på en racer på under fire sekunder.

I sidste halvdel af 1900-tallet var Formel 1 næsten kun et vestligt fænomen med Japan som undtagelsen. I dag afspejler Formel 1 ret præcist, hvor de nye penge og nye kraftcentre ligger. Sæsonen åbner og slutter i et par af Mellemøstens små oliestater. Men frem for alt har Formel 1 indtaget Asien. Her køres nu 7 ud af sæsonens 19 løb, og næste år viftes der også med det ternede flag i Indien.

Er man i tvivl om, hvor tingene flytter sig i Asien, skal man bare kigge på Formel 1 landkortet: Japan, Kina, Sydkorea, Australien, Malaysia, Singapore, Tyrkiet - og altså nu også Indien. Hvor Bahrain og Abu Dhabi hører til er ikke afgørende. Overordnet er Formel 1 flagskib for en motorsportsindustri, der boomer øst for Suez.

Kombinationen af testosteron, adrenalin og sex-appeal er blevet et globalt marketingsværkstøj i toppen af fødekæden. Før det netop afsluttede Grand Prix i Singapore fløj mere end 100 private jets ind til Changi Airport i anledning af nattens race gennem byens gader. Superstjerner, supermodeller og verdens førende globale brands fulgte også i slipstrømmen på invasionen af de toptunede racere.

I en lille uge var Singapore centrum for det internationale jetsets eksklusive parties - by invitation only - med dem, der er noget ved musikken fra Richard Branson til Mariah Carey, DJs med underlige navne, stenrige ungkarle og langbenede fotomodeller.

Formel 1 er brudt ud af feltet for oktanfikserede motorsports-nørder og har placeret sig som en mainstream glamour begivenhed med appel både til masserne og til en eksklusiv skare af kendte, der kan sikre eksponering udenfor sportssiderne.

»I gamle dage sagde man ”Go West”. Men nu bevæger verden sig mod øst. Formel 1 er blevet global. Vi har åbnet en masse menneskers øjne for sporten. Men det har taget os lang tid at nå det mål,« erkendte Formel 1 ejer Bernie Ecclestone på et tidstypisk seminar for internationale erhvervsledere i forbindelse med løbet i Singapore.

Zak Brown, tidligere kører og chef for motorsports agenturet JMI, siger, at set fra hans stol - den forretningsmæssige - er det kun to år gamle Grand Prix i Singapore det mest succesrige i branchen foran Monaco. Forklaringen er enkel. Et så koncentreret område med alle faciliteter er ideelt til at mødes både formelt og uformelt med gamle og nye forretningsforbindelser. Det er networking på højeste niveau.

Zak Brown vurderer at Formel 1 i dag er en 20-30 milliarder kroners industri og konstaterer: »Der bliver lavet en masse forretning her.«

Det globaliserede Formel 1 afspejler også en ny struktur i international markedsføring. Det koster en jetjager at være med i kredsen af globale sponsorer. Men som en global forretning eller et multinationalt selskab er eksponeringen unik, fordi den kan bruges som lokal markedsføring over hele planeten. Når der køres i Rio, Melbourne eller Istanbul kan de lokale forhandlere invitere forretningsforbindelser på eksklusive arrangementer på ryggen af det overordnede sponsorat. Det kan hverken Manchester United eller De Olympiske Lege.

FORMEL 1 symboliserer også den globaliserede døgnrytme, der for eksempel i Singapore betyder, at serviceindustrien skal kunne servere morgenmad sidst på eftermiddagen og levere skruenøgler midt om natten. En tilpasning til en tidsalder, hvor rytmen er 24 timer, og hvor man opererer i et globalt univers - uanset hvilke tidszoner man befinder sig i, og uanset hvad man arbejder med.



BRANCHENYT
Læs også