Firmaer glemmer omtale af klima, etik og miljø

Næsten hver tredje virksomhed, 29 pct., bryder den lov, der skal presse dem til at gøre en positiv indsats for klima, miljø, menneskerettigheder og ansattes arbejdsvilkår, skriver Politiken.

Iføælge loven fra 2008 skal en række oplysninger om de tre områder indgå i årsrapporteren, men det sker ikke, viser en rapport fra Handelshøjskolen i København, CBS, der har undersøgt 142 firmaers regnskaber.

»Det er ikke godt nok. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen må straks gribe ind over for de virksomheder, der ikke følger reglerne,« siger Claus Jørgensen, miljøpolitisk medarbejder i Forbrugerrådet.

Ifølge den ny paragraf 99a i årsregnskabsloven skal de 1.100 største danske virksomheder i deres årsregnskab oplyse, om de har en politik for samfundsansvar, og hvad den består af.

Desuden skal de fortælle, hvordan ordene omsættes til handling, og hvilke resultater der er opnået. Det er ikke nok bare at skrive, at man vil forurene mindre. Man skal også skrive hvordan, og om det lykkes.

Det kniber især med at overholde de to sidstnævnte ting.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen vil dog først om tre-fem år begynde at gribe ind over for lovovertrædelserne.

BRANCHENYT
Læs også