Nykredit: Et godt produkt

Nykredit har været blandt de mest offensive sælgere af fastrente-swaps til dansk landbrug. •Trods advarsler fra økonomer om de risici, som lånetypen indebærer, mener direktør Henrik von der Ahé, at der er tale om et godt produkt.

En række landmænd er kommet i klemme, fordi de har valgt at finansiere deres brug med fastrente-swaps. Her forsvarer Henrik von der Ahé lånetypen.

Er det et godt produkt, I har solgt?

»Vi sælger stadig rente-swaps - dog i mindre omfang - og mener fortsat, det er et godt produkt. Det giver mulighed for at få en fast rente, som er noget lavere end den faste rente på almindelige lån,« siger direktør Henrik von der Ahé, Nykredit.

Har jeres kunder forstået, hvad de købte?

»Det overvejende flertal af vores kunder har fuldt ud forstået produktet. Vi har informeret om, hvor stort rentefald, der skal til, før den negative markedsværdi af aftalerne rammer et loft, hvor vi kan kræve indbetaling af ekstra sikkerhed.«

For nogle landmænd har fastrente-swaps medført en form for økonomisk indelåsning. På grund af aftalernes store negative markedsværdier kan landmændene hverken investere, udvide eller sælge, og de har ikke råd til at lukke aftalerne.

»Du kan kalde det en form for indelåsningseffekt, men den risiko er kendt på forhånd, og jeg vil mene, vi har informeret godt nok om den. Hvis landmanden beholder aftalen til udløb, går markedsværdien i nul.«

Nogle af swap-aftalerne løber i 30 år. Det er lang tid at vente på en afvikling af den negative markedsværdi.

»Korrekt. Vi har dog kun solgt få af de helt lange aftaler, og nu har vi helt indstillet salget af aftaler med en løbetid på over 10 år. De har vist sig at være for følsomme på markedsværdien.«

Har I tvangslukket fastrenteswaps hos landmænd?

»Nej. Når den negative markedsværdi rammer det aftalte loft, finder vi en løsning. I nogle sager stiller landmanden ekstra sikkerhed. I andre hæver vi loftet, mens landmanden til gengæld må betale en lidt højere rente på aftalen.«

BRANCHENYT
Læs også