Grænsen for ansvar

Teorien er enkel: Virksomheder skal tjene penge og overlade ansvaret for samfundet til politikerne. Men teorien er forkert.

Steen Rosenbak, erhvervsredaktør - Morgenavisen Jyllands-Posten

Glem Hollywoods påstande om den gode helt. Glem konsulentflosklerne om, at virksomhedernes udøvelse af human kapitalisme er i færd med at redde verden.

Realiteten er, at distancen fra samfundsstøtte til grådig udbytter er marginal, når danske virksomheder skal have karakterer for deres ageren blandt verdens fattigste. Vi har på det seneste set en række eksempler på dilemmaet:

Carlsberg er i årevis skudt i skoene, at virksomheden ikke anstrenger sig nok for at sikre sine udsatte, kvindelige ølsælgere i Cambodja mod overgreb fra kunder, der tørster efter andet og mere end øl. De seneste rapporter indikerer, at udviklingen er i klar bedring. Men er det godt nok? Problemet er jo ikke løst.

Novo Nordisk forsømmer sjældent en lejlighed til at markedsføre sin sociale side. I en række ulande sælger koncernen insulin til kostpris. Men den billige insulin når ofte ikke ud til de fattige patienter. Den forsvinder i kynisk korruption i landenes administrative kaos. Alligevel fortsætter Novo Nordisk med at sende sine produkter ind i de pilrådne systemer. Er det godt nok?

Svarene på de spørgsmål er ikke helt så enkle, som man i et altruistisk øjeblik kunne forledes til at tro.

Faktisk er det en ualmindeligt kompliceret bivirkning ved et globalt erhvervsliv, når virksomhederne skal forholde sig til egne etiske noder og unoder.

Det er enkelt at ramme det minimum af corporate social responsibility (CSR) - læs: samfundsansvar - som den almindelige opfattelse af vestlig anstændighed fordrer. Det findes der retningslinjer og standarder for.

De virkelige problemer rammer, når det går op for topledelsen, at diverse interessegruppers krav til CSR-politik altid går længere, end virksomheden har, kan eller vil indføre systematikker for. CSR handler nemlig ikke kun om love og standarder. Det handler om moral. Moral uden grænser. Moral, der har det med at flytte sig med ændringer i tidsånden. Mange har forsøgt at sætte grænserne. Og mange er kommet galt af sted under forsøget.

For nylig rystede strategiprofessoren Aneel Karnani fra det amerikanske Michigan Universitet godhedsindustrien, da han i The Wall Street Journal gjorde op med hykleriet i CSR. Han konstaterede bl.a., at: »Store virksomheder hævder rutinemæssigt, at de ikke kun driver forretning med indtjening for øje, at de også har til hensigt at tjene et større, socialt formål. De trompeterer deres bestræbelser på at lave sundere fødevarer, grønnere biler, spare energi og andre ressourcer i deres forretning eller på anden vis gøre verden til et bedre sted at være… Men det er en illusion - og en potentielt farlig af slagsen.«

Karnanis pointe er, at indtjening og samfundshensyn smukt følges ad, når det handler om sunde fødevarer eller energieffektive køretøjer.

Han mener bare ikke, det er det samfundsgavnlige element, der er katalysator for udviklingen. For produktion og salg af sunde fødevarer, miljørigtige biler og energisparetiltag fyldte jo ikke alverden i virksomhedernes verden, før energipriser og fedme-epidemier gjorde det profitabelt at beskæftige sig med netop denne type varer.

Ja, professoren går endda så vidt, at han hævder, at erhvervsledere er sat i verden for at maksimere profitten for deres aktionærer. Politikere er sat i verden for at tjene samfundet. Ergo er det politikernes ansvar at sikre, at virksomhederne opfører sig ordentligt, konkluderer Aneel Karnani.

Ingen tvivl om, at mandens kritik af det hykleri, der også omgiver CSR-debatten, fortjener at blive taget alvorligt. Det blev den også. Men professorens ytringer vakte et ramaskrig, der stadig giver ekko i internationale avisspalter. Måske et signal om, at verden ikke længere er helt så sort-hvid som dengang, prisen på grisen var det eneste afgørende.

Eksempelvis er erhvervslivet blevet globalt. Eksempelvis er samspillet mellem politisk rammestyring og det frie marked blevet den ene faktor, der har vist sig dagligt at kunne løfte millioner af mennesker ud af fattigdom.

Virksomhederne har ganske rigtigt først og sidst ansvaret for at sikre deres egen overlevelse i skarp global konkurrence. Og det sker med det ene blik fast rettet mod bundlinjen og aktionærernes behov.

Men det er bestemt ikke i aktionærernes interesse, at en global virksomhed udelukkende forsøger at rette sig efter de hundredvis af forskellige minimumstandarder for ordentlig opførsel, der findes rundt omkring på kloden. Det er dyrt. Det er besværligt.

Vis mig en virksomhed, der forsøger at leve efter 80 forskellige moralbegreber, og jeg skal vise dig en virksomhed med en meget overskuelig overlevelseshorisont. Moral kan ikke lovgives. Den er en del af det enkelte menneskes, den enkelte virksomheds dna.

Det er de værdier, danske virksomheder skal tage med sig ud på det globale marked. Så kort sagt: CSR er både kommercielt og samfundsmæssigt en afgørende ingrediens i dansk erhvervslivs fremtid.

Og dermed alt for vigtig til at blive overladt alene til det politiske system.

BRANCHENYT
Læs også