»Det rammer os, hvis vi tørrer tabet af på staten«

Direktøren i Alm.Brand, Søren Boe Mortensen, erkender, at han har overvejet at lade staten overtage sin nødlidende bankforretning. Men han erkender også, at det ville skade koncernen i længden.

Hvordan vil du berolige nervøse aktionærer, der frygter at købe katten i sækken, hvis de vælger at bakke op om jeres emission?

I forhold til at investere i andre banker skal man huske på, at vi driver en række forretninger inden for den finansielle sektor. Vi en nuanceret case, og vores forsikringsdel er rigtig sund og har altid leveret god indtjening.

Hvor realistisk er det mål for nedskrivninger I er kommet med på omkring 1 mia. kr. de næste to år?

Vi mener, at vi har givet et meget realistisk og konservativt skøn, og vi har fået to eksterne revisionsselskaber samt en ekspert fra sektoren til at vurdere beløbets størrelse. De er kommet frem til stort set det samme beløb som os.

Hvorfor overdrager I ikke bare banken til staten og kører videre med den sunde forsikringsdel?

Det er da klart en mulighed, som vi også har overvejet grundigt bl.a. i sommeren 2009. Teoretisk set kunne det lade sig gøre. Men det er både min og virksomhedens vurdering, at det vil skade firmaet og vores image på længere sigt. Vi vil gerne være en troværdig spiller på markedet for bank og forsikringer fremover. Derfor kan vi ikke bare tørre et underskudsgivende datterselskab af på staten og landets skatteydere. Vi må rydde op efter os selv.

Hvilke konsekvenser har de mange problemer i Alm. Brand Bank haft på ledelsesplan?

Vi har skiftet hele direktionen ud, og samtidig har vi lukket en række tabsgivende områder. Så vi har reageret og foretaget nogle markante udskiftninger.

Hvad skal I tjene penge på fremover, når i ikke længere kan tjene gode penge på at låne ud til ejendomssektoren?

Vi vil fokusere på privatområdet og kapitalforventning. Det er oplagt, vi vil tjene mindre her i fremtiden, men vores balance vil også være mindre, og vi vil foretage en tilpasning af omkostningsniveauet.

BRANCHENYT
Læs også