Tvangsopløsning truer offentlig it-sikkerhedsrådgiver

Det har været et hårdt år for it-servicevirksomheden Aggrit, der trues med tvangsopløsning.

Foto: Colourbox Foto: Colourbox

Et manglende årsregnskab er årsagen til, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen netop har sendt en anmodning om tvangsopløsning af it-servicevirksomheden Aggrit til Sø- og Handelsretten.

"Det skyldes en række uheldige omstændigheder i virksomheden kombineret med sygdom, og det er selvfølgelig noget, vi vil få bragt i orden så hurtigt som muligt," fortæller Thomas Bo Nielsen, der er administrerende direktør for Aggrit.

Aggrit, der i 2008 vandt en rammeaftale med Økonomistyrelsen om at levere it-sikkerhedsrådgivning til staten, måtte samme år fremvise et negativt driftsresultat på næsten en halv million kroner.

Siden da har virksomheden kæmpet for at rette op på de dårlige resultater.

"Det har været et svært år for alle i it-branchen inden for vores niche, og i vores regnskabstal fra 08, er det tydeligt, at vores resultat ikke har været tilfredsstillende," siger Thomas Bo Nielsen, der beklager, at tingene ikke har været i orden.

"Jeg troede faktisk, at regnskabet var blevet afleveret. Det kommer ærlig talt som lidt af et chok for mig, at vi nu bliver truet med tvangsopløsning. Det er en meget ubehagelig meddelelse at få," siger han.

Læs også