Let's get ready to rumble!

Aktierne i Parken har været i søgang godt hjulpet af en broget ejerkreds.

Man kan leve af at råbe.

I hvert fald hvis man er Michael Buffer (billedet) og kan råbe en bestemt sætning på en bestemt måde.

Michael Buffer er en såkaldt ”ring announcer”. Det vil sige, at han bliver fløjet verden rundt for at annoncere en bokse- eller en wrestling kamp i ringen.

»Let's get ready to rumble!«

Den sætning kan han.

Lad os få gang i et godt slagsmål, er beskeden.

Michael Buffer skal hyres til generalforsamlingen i Parken Sport & "ufrivillig" Entertainment.

Hvilke ord skal man ellers bruge for at beskrive, hvad der foregår i ejerkredsen i det selskab? Nej vel.

»Rumble« er passende. Men i modsætning til boksning er alt tilladt, og det er ikke slut endnu, slet ikke.

Alle ingredienser er til stede til et blodigt slag i ringen. Problemet er, at vi ikke kan nøjes med to, men må bruge alle fire hjørner.

Direktøren for LD, Carsten Koch, har fortjent sit eget ringhjørne.

Han eller rettere vi danske lønmodtagere sidder på ca. 30 pct. af aktierne i Parken.

Det var Carsten Koch, der mødtes med den unge stenrige russer, Arkadij Abramovitj, på Café Victor og ikke kunne holde mund med det.

Carsten Koch har en fortid som bl.a. skatteminister og direktør i Danske Invest. Det sidste betyder ikke, at han behøver have forstand på aktier. En direktør i en investeringsforening er ansat til at markedsføre selskabet og tage sig af personalet.

Aktierne og dermed magten sidder porteføljemanagerne på.

Carsten Koch huskes stadig af flere af deltagerne ved de investormøder, Danske Invest afholdt i 2002 efter det store it-krak. En af Danske Invests it-afdelinger havde tabt 90 pct. på rekordtid, og investorerne fik denne besked fra direktøren:

»I kan godt huske alle de her it-virksomheder, der hed dot.com. Nu hedder de dot.gone.«

De hårdt ramte investorer fik også lige denne:

»Jeg ramte plet på Wall Street for et par år siden. Jeg skød min børsmægler.«

Den slags kan man nå langt med i dansk erhvervsliv, men ikke blandt aktionærerne i Parken.

I det andet ringhjørne sidder bestyrelsesformand, Hans Munk Nielsen, et af mange omvandrende regneark i dansk erhvervsliv.

Det er typer, der helst vil sidde i fred og ro foran computeren og studere tal og kurver.

Og at Hans Munk Nielsen er god til det, beviste han, da han sammen med Henning Dyremose forvandlede TDC fra et teleselskab til en pengemaskine for ejerne. Hvert år blev ejerne lovet et fast og stigende udbytte.

Kunne de ikke skaffe det umiddelbart, sparede de, til regnestykket gik op. Og det gik op ikke mindst for Hans Munk Nielsen og Henning Dyremose, der blev mangemillionærer, da TDC blev solgt til en kapitalfond.

Sådan en mand er ikke til vandede vittigheder og hurtige bemærkninger.

For ham er der kun ét mål, og det er resultater.

Bestyrelsesformanden er sig bevidst om, at man - helt generelt - står i en dårlig forhandlingssituation, hvis man på forhånd har fortalt den anden part, hvad man er tilfreds med at få!

Hvis man som her siger til køberen, at man er tilfreds med de 450 mio. kr., han byder, så fraskriver man sig jo muligheden for at presse prisen op.

I et tredje ringhjørne står to andre storaktionærer, Karl Peter Korsgaard Sørensen og Erik Skjærbæk, der begge benyttede den kursfest, der opstod efter besøget på Café Victor, til at sælge en pæn portion af deres aktier i Parken.

Specielt Erik Skjærbæk, der endda gik så vidt som til at sige, at han gjorde det for at straffe spekulanter.

To ejere har altså bevidst udvandet værdien af deres eget selskab for at score en hurtig gevinst og for at forhindre andre i at gøre det!

Hvis mine teenagesønner - og det er vel der, vi er rent aldersmæssigt - havde opført sig sådan, ville jeg have kaldt dem til orden.

I det fjerde og sidste ringhjørne står to af erhvervslivets korkpropper, Ole Abildgaard og Aldo Petersen. Historien om deres erhvervssucceser kan snildt stå på et A4-ark, hvis man bruger lidt stor skrift.

De to korkpropper er i øvrigt netop blevet sendt til inkasso, fordi de skylder 102.000 aktier.

Til hvem - ja hvem tror I? Parken!

»Jeg vil hellere have en inkassosag end en straffesag,« som Ole Abildgaard udtrykte det til Børsen!

De to skylder altså penge til det selskab, som de forsøger at sælge en del af.

Parkens fodboldhold, FCK, har netop leveret en historisk præstation ved at kvalificere sig til ottendedelsfinalerne i Champions League. En sådan præstation medfører masser af omtale og masser af penge.

Men når sejrsrusen har lagt sig, indtræffer virkeligheden i form af en dybt splittet ejerkreds og et selskab med en milliardgæld.

En sådan gæld kan man hverken sparke, heade eller råbe væk. Er I klar:

»Get ready to rumble!«

BRANCHENYT
Læs også