Flad udvikling prægede dagen

Fredag endte med marginale udsving på det danske obligationsmarked.

Den amerikanske forbrugertillidsindikator fra University of Michigan leverede fredag eftermiddag en overraskelse af de positive. Kina fik også lidt opmærksomhed, da Riget i Midten endnu engang øgede reservekravene til bankerne.

Den toneangivende 10-årige danske statsobligation lukkede fredag 0,04 point højere i kurs 107,22 med en effektiv rente på 3,06 pct.

Kina hævede kapitalkravet til bankerne for sjette gang i år. Der har været vedvarende spekulationer om, at kinesiske pengepolitiske stramninger, efter at en række nøgletalspræsentationer blev flyttet fra mandag til lørdag. Her i blandt var de vigtige inflationstal for november.

Der var positivt nyt fra USA fredag ved 16-tiden, da den første udgave af forbrugertilliden for december fra University of Michigan steg til 74,2 fra 71,6 i november. Analytikerne havde ventet en mindre fremgang til 72,5.

Den spanske finansminister Elena Salgado udtalte fredag, at landet ikke behøver nogen økonomisk lånepakke. Det spanske mål for budgetunderskuddet vil blive indfriet, oplyste Salgado. Indtil videre har Grækenland og Irland modtaget økonomisk hjælp fra EU, mens spekulationerne efterfølgende er gået på, at Spanien og Portugal også står for skud med behovet for en lånepakke.

Nordeas refinansieringsauktion, der blev afsluttet fredag, gav rekordlave renter. Forløbet af auktionerne har givet en gennemsnitsrente for etårigt lån med afdrag på 1,50 pct., mens renten for lån uden afdrag landede på 1,48 pct.

»Dermed blev rekorden fra sidste år slået, hvor F1-renten (etårige lån med afdrag, red.) endte på 1,70 pct., og låntagerne kan altså se frem til en beskeden besparelse til næste år,« skrev senioranalytiker Troels Theill Eriksen fra Nordea Markets.

BRANCHENYT
Læs også