Forlystelsesparken

Parken: I mangel af nye film med Olsen-Banden kan virakken omkring Parken Sport & Entertainment bidrage til den almindelige underholdning.

Nu da der ikke bliver lavet flere Olsen-Banden-film - i hvert fald med den oprindelige besætning - og vi også mangler Dirch Passer og Victor Borge til at løfte stemningen, er det altid noget, at vi har menageriet omkring Parken til at adsprede os.

Da Parkens ”godfather”, Don Ø, måtte overlade roret til først den ene, så den anden mere anonyme bestyrelsesformand, var mange bekymrede for, om vi helt skulle miste underholdningsværdien på ledelsesniveauet.

Men det er slet ikke tilfældet.

Den senere tid har vist, at drama og spekulationer, kunne løfte sig til nye højder og næsten overskygge de i øvrigt ganske fantastiske præstationer på grønsværen.

Min interesse for Parken har primært været i vurderingen af de forskellige forretninger, herunder selvfølgelig sports- og underholdningsaktiviteterne, kontorudlejningen, Lalandia på Lolland og ved Billund samt fitness.dk-kæden. Desuden har jeg selvfølgelig været til flere fodboldkampe og koncerter i tidens løb, men min viden om den sportslige udvikling overgås klart af min søn. Derfor kan man alligevel godt fra sidelinjen følge lidt med, og i hvert fald er det vanskeligt at overse de daglige højdepunkter for Parken, hvis man bare åbner en avis, for radioen eller tv eller checker lidt op på nettet.

Det er slående, at person-galleriet omkring Parken tiltrækker sig så megen opmærksomhed. Det er måske ikke tilfældigt, at en underholdningsvirksomhed tiltrækker underholdende personer, men i Parkens tilfælde synes fænomenet særligt udtalt - også ud i periferien.

En frokost på Café Victor mellem LD-direktøren, Carsten Koch, og en søn til den russiske oligark Roman Abramivitj, som ejer den engelske topklub Chelsea, udløste således både ramaskrig og kursfest på Parken-aktien den forgangne uge. Sønnen, Arkadij Abramovitj, er først i 20'erne, men med formodet adgang til faderens finansielle ressourcer og med formodet interesse for, ligesom sin fader, at eje en europæisk topklub, satte liv i spekulationerne.

Bølgerne gik højt, og der er ingen tvivl om, at det ville være ganske naturligt, hvis LD var interesseret i at nedbringe sin ejerandel på ca. 30 pct. En ejerandel, som man kan i øvrigt kan undre sig over nogensinde er etableret. Men det går tilbage til før Carsten Kochs tid, men derfor kan han som et seriøst og ansvarligt menneske ikke fortænkes i at ville afprøve enhver mulig exit af denne investering, som trods den store andel i selskabet, ikke fylder meget i LD's samlede formue.

Rigmandssønnen
skulle være bragt på banen af to medlemmer af den såkaldte milliardærklub, Aldo Petersen og Ole Abildgaard, som har ydet en betragtelig indsats i udviklingen af Parken. En udvikling, som ikke alle ganske vist har jublet over, herunder antagelig ikke Nordea Bank, hvis engagement i Parken pga. den samme udvikling voksede lige vel rigeligt.

Abramovitj-initiativet vakte heller ikke jubel hos Parkens bestyrelsesformand, som antages at være indsat af Nordea, men jo i princippet skal tjene selskabet og dermed aktionærernes tarv. Det kan være en vanskelig balance, når aktionærkredsen både er uenig, farverig og ikke nødvendigvis skolet i traditionelle bestyrelsesdiscipliner.

Af uvisse årsager var LD's entreprenante medaktionærer ikke just enige i LD's ønske om at invitere russiske penge af mere eller mindre ukendt herkomst ind som medejer af Danmarks nationalstadion. I sig selv et paradoksalt skridt, når man betænker Lønmodtagernes Dyrtidsfonds historie, men også her har man lært, at penge lugter ikke.

Morsomt er det, at LD's to medaktionærer brugte deres jyske snusfornuft til at sælge lidt ud af aktieposterne, mens kursen var pisket op. Morsomt er det også, at det var Carsten Kochs hustru, som har skrevet bogen om milliardærklubben. Mindre morsomt er det for Aldo Petersen og Ole Abildgaard, at Parken har sendt dem til inkasso for et millionbeløb, som fik udbetalt i aktier i forbindelse med et projekt til et en ferieby i Syditalien.

Men al denne tumult finder sted uden for banen, er det lykkedes for Ståle Solbakken at løfte FCK op i en international klasse, som nok gør ham til den person på hele rollelisten, som fortjener det største bifald. Dette være sagt, uden at jeg skal gøre mig al for klog på fodbold, men hans stjerne stråler i hvert fald mere, end pengefolkenes omkring

Parken.

BRANCHENYT
Læs også