Novo Nordisk trak C20 i plus

Novo Nordisk fik torsdag positive resultater i et fase III-studie af insulinpræparatet degludec.

Det indekstunge medicinalselskab trak dermed C20-indekset til en stigning på 1,2 pct. til 459,30, mens de europæiske markeder lå med mindre udsving ved dansk lukketid. Yderligere offentliggjorde A.P. Møller - Mærsk et brasiliansk opkøb, der inkluderede flere oliefelter. Uden for C20-indekset steg SAS kraftigt, efter opkøbsrygter endnu en gang ramte markedet.

»C20 indtog torsdag førertrøjen i Europa, hvilket skyldtes fremgang til Novo Nordisk-aktien. Markederne var generelt præget af en smule gevinsthjemtagning under meget lav omsætning, da de fleste investorer har lukket bøgerne for i år,« sagde chefrådgiver hos Nordea Claus Paaske Larsen til RB-Børsen.

Novo Nordisk endte 3,2 pct. højere i kurs 633. Novo Nordisk offentliggjorde positive delstudier med insulinpræparatet degludec over for franske Sanofis-Aventis kæmpesucces Lantus.

Julen kom dermed tidligt i år for Novo Nordisk, mente adm. direktør Lars Rebien Sørensen. For med en lancering af den nye generation står Novo Nordisk med gode kort på hånden til at tilbageerobre de markedsandele, som er gået tabt til Sanofi-Aventis Lantus. Fremgangen til Novo Nordisk-aktien var berettiget, vurderede Jyske Banks Novo Nordisk-analytiker, Frank Hørning Andersen.

»Antallet af personer med for lavt blodsukker bliver reduceret med 25 pct., hvilket er den væsentligste faktor for insulinprodukter. Det er understøttende for hele potentialet i degludec,« sagde Frank Hørning Andersen, der også vurderede, at de positive resultater kan have afgørende indflydelse på prissætningen af degludec set i forhold til Lantus.

A.P. Møller - Mærsk endte 0,7 pct. højere i kurs 51.450. Maersk Oil indgik en aftale med SK Energy Co. om køb af SK do Brasil for 2,4 mia. dollar (cirka 13,6 mia. kr.). Det er de to felter med fund og ikke produktionsfeltet, der er mest interessant, sagde A.P. Møller - Mærsks topchef, Nils Smedegaard Andersen i forbindelse med opkøbet. Han uddybede videre, at det var for tidligt at kvantificere potentialet i felterne, der ifølge topchefen ikke blev købt med rabat.

SAS steg 14,0 pct. til kurs 19,6, idet der torsdag endnu en gang florerede rygter om, at tyske Lufthansa ville købe det skandinaviske selskab. Bloomberg News citerede en unavngiven person for, at et opkøb kunne komme allerede i første halvår af 2011. Selskaberne selv afviste ifølge Reuters at kommentere. I november udtrykte Lufthansa positiv interesse for en eventuel overtagelse af SAS.

»Vi ville gerne integrere SAS,« sagde Lufthansas bestyrelsesformand Jurgen Weber ifølge Dow Jones Newswires. Men han understregede samtidig, at selskabet var for dyrt og havde for stor gæld.

Vestas faldt 0,6 pct. til kurs 177,7. Vindmølleproducenten fik støtte til kampen mod de kinesiske konkurrenter, idet USA indgav en klage til Verdenshandelsorganisationen WTO over, at Kina giver statsstøtte til kinesiske vindmølleproducenter.

FLSmidth lukkede 0,3 pct. højere i kurs 528,5. Ingeniørkoncernen fik en indisk ordre, der ikke blev offentliggjort som en fondsbørsmeddelelse, hvilket som tommelfingerregel betød, at værdien af den var på under 200 mio. kr.

RB-Børsen

BRANCHENYT
Læs også