Jul i glødelampens skær

Udvikling: Nyd den klassiske elektriske pære, mens du kan. Måske er det sidste gang, at den lyser op i dit vintermørke.

Det er stearinlysenes store dag.

Også selv om mange familier efterhånden har udskiftet den ægte vare med små elektriske pærer på juletræet og blinkende lamper i vinduet.

For 125 år siden var der kun stearinlys, petroleumslamper og gasblus til at skabe den rigtige julestemning. Om få år vil den elektriske pære - glødelampen - også være fortid.

Om folkeviddets vitser om pæreudskiftning overlever dette paradigmeskifte, kan kun tiden vise. I et kvart århundrede er der løbende kommet nye varianter over det kendte tema: Hvor mange journalister skal der til at skifte en elektrisk pære? Hvor mange præmenstruelle kvinder? Hvor mange pensionister?

Kan man tale om hvor mange, der skal til at udskifte en CFL-lampe, en Aenergispare-pære, et LED-lys eller en lysdiode?

Det bliver aldrig helt det samme.

Men el-pæren, som vi kender den, har fået dødsdommen, og den vil blive eksekveret mange steder i løbet af 2011. Det er ikke et spørgsmål om, hvor mange politikere der skal til at skifte to milliarder glødelamper. Det er kun et spørgsmål om hastigheden.

Fra Europa over USA til Asien er den gode gamle el-pære på vej på museum. Edisons 130 år gamle opfindelse, som rent faktisk blev udviklet af mange andre, er blevet dømt miljøfjendtlig og vil blive erstattet af andre former for lysgivere under forskellige navne og betegnelser.

Cuba forbød allerede i 2005 import og salg og erstattede dem med CFL-pærer.

De er fjernet fra forretningernes hylder i Australien og Brasilien. De matte og dem med de fleste watt er udgået af sortimentet i EU. I Storbritannien bliver de forbudt med udgangen af 2011, og EU har iværksat et generelt udfasningsprogram frem til 2016.

Industrien er fulgt trop og har skruet dramatisk ned for produktionen. Efter 120 år i branchen lukkede Japans første og største producent, Toshiba, produktionen i marts i år og lagde samtidig 103 forskellige afledte produkter i graven.

Mest symbolik er der i, at Edisons gamle firma, General Electric, også har standset produktionen og i stedet importerer CFL-pærer fra Kina.

Kina som verden største forbruger med en årlig produktion på 3,4 milliarder (halvdelen til eksport) har også et udfasningsprogram, der skal fjerne en milliard pærer fra de små hjem.

På det netop overståede klimatopmøde i Cancun opfordrede FN alle lande til at fremskynde udfasningen. I en medfølgende rapport oplyses, at 40 nationer opererer med konkrete planer for en udfasning.

FN's beregninger viser, at der ikke kun spares C0 -2 , men at også de økonomiske besparelser vil være betydelige. F.eks. vil Indonesien kunne spare 15 mia. kr. alene ved at skulle bygge færre kulfyrede kraftværker.

Et af problemerne er, at projekt udfasning har nogle uønskede konsekvenser. De mest udbredte lavenergipærer indeholder forurenende kviksølv. Derfor er indsamling af brugte sparepærer en central politisk problemstilling.

En anden er prisen. De nye lyskilder er dyre, så selv om dødsdommen er afsagt, vil den ikke blive eksekveret alle steder.

Der er også en følelsesmæssig dimension. Der er opstået spontane protestbevægelser til glødelampens forsvar. EU's udfasning er blevet betegnet som "elpæresocialisme". 7 af 10 amerikanere mener, at regeringen slet ikke skal blande sig i, hvad der lyser op i deres hjem.

Flere lande har oplevet panikkøb og hamstring - typisk af mennesker, der har fulgt den tjekkiske præsident Vaclav Havels opfordring til sine landsmænd om at købe forsyninger nok til resten af deres levetid.

Der skal 12 journalister til at skifte en el-pære: 1 til at skifte pæren og 11 til at interviewe hinanden om begivenheden. Der skal 7 præmenstruelle kvinder til at skifte en pære: DET SKAL DER BARE. Der skal tre pensionister til at skifte en pære: En til at skifte pæren og to til at snakke om, hvor god den gamle var, og hvor meget bedre pærer var i gamle dage.

Glødelampen havde en række store fordele. Den var enkel, billig, pålidelige og effektiv. Der er gået et nyt lys op for verden. Men det bliver måske alligevel ikke den sidste jul i glødelampens skær.

BRANCHENYT
Læs også