Novo Nordisk bag nedtur for C20-aktier

Novo Nordisk trak fredag for anden dag i træk ned i C20-indekset, der endte 7,96 point (1,69 pct.) lavere i 463,18.

Det var det største fald på een dag siden 20. december. Samtidig var markedet generelt præget af gevinsthjemtagning, og C20 lukkede med en bred tilbagegang.

Novo Nordisk var torsdag tynget af gevinsthjemtagning, og aktien lukkede 2,9 pct. lavere i kurs 630,0. Alene det fald trak 4,9 point ned i indekset. Konkurrenten Sanofi-Aventis fik godt nyt fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, der konkluderede, at det succesfulde diabetesmedikament Lantus ikke kan knyttes til øget risiko for at få kræft.

Samtidig genoptog Nordea Markets dækningen af Novo Nordisk med anbefalingen "stærkt køb" og et kursmål på 823 kr. per aktie.

»Den positive anbefaling bygger bl.a. på høj vækst inden for den moderne insulinportefølje, blockbuster-potentialet i Victoza og stærk eksponering til Emerging Markets,« oplyser Nordea.

William Demant lukkede 2,3 pct. lavere i kurs 452,3. Chefrådgiver Claus Paaske Larsen kommenterede, at sammenlignet med konkurrenten Sonova er William Demant-aktien gået fra at blive handlet med rabat til præmie, og aktien dermed måske steget lidt for meget på den korte bane.

Carlsberg faldt 2,3 pct. til kurs 542,0. Finanshuset ING sænkede kursmålet på bryggeri-aktien til 543 kr. fra 564 kr. ING forudser, at spiritusproducenterne får et bedre 2011 end bryggerierne.

Chr. Hansen lukkede 1,9 pct. lavere i kurs 117,7. Torsdag hævede Jyske Bank sit kursmål på Chr. Hansen-aktien et døgn efter, at selskabet opjusterede sine forventninger til den organiske vækst for regnskabsåret. Jyske Bank hævede kursmålet til 155 kr. fra 136 kr. Yderligere meddelte storaktionæren Financire Star 1, at den har solgt 25 mio. stk. aktier og dermed reduceret sin beholdning til 37,4 pct. af ingredienskoncernen.

D/S Norden faldt 3,1 pct. til kurs 187,0. Ifølge shippingavisen Lloyds List faldt de gennemsnitlige spotrater for de største tørlastskibe, capesize, onsdag til det laveste niveau i to år. Desuden skrev avisen, at rederierne accepterer rater, der ligger under skibenes driftsomkostninger på verdens største handelsrute.

Danske Bank faldt 2 pct. til kurs 135,2, hvilket chefrådgiver Claus Paaske Larsen satte i sammenhæng med markedsrygter om en mulig kapitalforhøjelse.

FLSmidth var torsdagens bundprop med et kursfald på 3,5 pct. til kurs 493,5, selvom selskabet hentede en ordre på luftsystemer til tre cementproduktionslinjer hos thailandske Siam Cement.

Vestas lukkede 0,4 pct. lavere i kurs 180,2. Vestas har fået rekordmange ordrer fra Kina i 2010, men fremover vil Kina ikke bidrage til Vestas vækst, konkluderede Jyske Banks analytiker Christian Nagstrup.

G4S faldt 0,9 pct. til kurs 23,7 til trods for at den canadiske investeringsbank RBC Capital Markets indledte dækningen af sikringskoncernen med anbefalingen "top pick" og et kursmål på 28,66 kr.

BRANCHENYT
Læs også