Dansk skib kapret og befriet

For anden gang er et dansk skib blevet offer for piraternes hærgen i Aden-bugten.

Få sidste nytDet danske fragtskib Leopard er blevet dansk søfarts andet offer for pirateri i den udsatte Aden-bugt. Onsdag aften kom skibet under beskydning fra pirater ud for Oman, og i går blev det officielt bekræftet, at skibet er kapret. For i løbet af torsdagen at være meldt befriet igen.

Der er i alt seks søfolk om bord, to danskere, herunder kaptajnen, og fire filippinere. Rederiet bag Leopard er Shipcraft fra Hørsholm.

Det er øjensynligt tyrkiske Nato-soldater, der har befriet skibet. Tyrkerne opholdt sig i nærheden med et krigsskib. Oplysningerne om befrielsen stammer fra de to shipping-aviser Lloyds List og Tradewinds.

Fragtskibet er sikret til at modstå piratangreb, bl.a. er der et sikkerhedsrum til besætningen. Derudover er skibet godkendt til at transportere våben, og rederiet har specialiseret sig i farlige laster.

Angrebet ud for Oman er et synligt bevis for, at de somaliske pirater ikke længere nøjes med at operere i selve Aden-bugten. Der er eksempler på, at de udøver deres kriminelle gerninger hele vejen til Indiens vestkyst.

Det er også blevet sværere at genkende piraterne, som tidligere kom frem i gamle træbåde, men nu bruger kaprede skibe som trojanske heste til at kapre nye skibe.

Første gang, et dansk skib kom i kriminelle pirathænder var i 2007, da Danica White i 83 dage var kapret med fem danske søfolk ombord og medfølgende krav om en løsesum på 8 mio. kr.

Det var i går ikke muligt at træffe Danmarks Rederiforening eller Shipcrafts adm. direktør Claus Bech for en kommentar om pirateriet.

BRANCHENYT
Læs også