Vestas vandt yderligere højde

Sidst på torsdagen blev stemningen en smule mere positiv i Europa, men C20-indekset kunne ikke følge trop og lukkede 0,13 pct. lavere i 467,15.

Blikket var især rettet mod Vestas, da den britiske storbank HSBC skrev, at Vestas er den mest fortrukne aktie blandt mølleproducenterne. Yderligere modtog Vestas en ordre fra Brasilien.

»Generelt var aktiemarkederne lidt afventende, da man ser frem mod fredagens to store nøgletal fra USA, ISM-erhvervstillid og arbejdsmarkedsrapporten. Herhjemme var Vestas i fokus og fortsatte det positive momentum efter en positiv omtale fra HSBC samt en ordre fra Brasilien, og det var med til at understøtte markedet,« udtaler chefrådgiver Claus Paaske Larsen fra Nordea.

Vestas lukkede 1,3 pct. højere i kurs 228,2.

Global vind er tilbage i fokus, skrev banken HSBC i en note, der spår gode investeringsmuligheder i vindmøllesektoren med Vestas som den foretrukne aktie blandt mølleproducenterne.

»Sektorer inden for vind- og vedvarende energi er tilbage i fokus som følge af atomkrisen i Japan og de stigende oliepriser,« skrev HSBC, der regner med, at vindmøllesektoren igen vil opleve høj vækst efter et svagt marked sidste år.

Yderligere har Vestas modtaget en fast og ubetinget ordre på 75 vindmøller - eller i alt 150 MW - til et projekt i Brasilien. Ordren er fra energiselskabet Energisa, og aftalen omfatter levering, installation, et VestasOnline Business SCADA-system samt en femårig servicekontrakt.

William Demant skrabede bunden i C20 og endte 1,5 pct. lavere. Høreapparatkoncernen blev ramt af lidt gevinsthjemtagning efter onsdagens markante stigning.

Danske Bank faldt 1,4 pct. til kurs 116,5. Danske Banks tegningsretter kunne fra torsdag ikke handles mere. Yderligere var handelen med aktier i Bank of Ireland og Allied Irish Bank torsdag suspenderet forud for offentliggørelsen af den irske centralbanks stresstest senere torsdag eftermiddag. Det fremgik af en meddelelse fra centralbanken, ifølge Bloomberg News. Danske Bank ejer den irske bank National Irish Bank.

Norden tabte 0,3 pct. til kurs 181,5, mens A.P. Møller - Mærsk faldt 0,9 pct. til kurs 49.490.

Det store japanske rederi Nippon Yusen har varslet et gigantisk investeringsprogram, som med flere skibslængder klart overgår Maersk Lines nylige bestilling af megacontainerskibe. Ifølge en meddelelse fra Nippon Yusen vil rederiet over de næste seks år spendere 1.800 mia. yen (ca. 144 mia. kr.) på nye skibe. Størstedelen går til nye tørlastskibe, hvortil en investering på 790 mia. yen ligger i planen. Nippon Yusen vil også investere i containerskibe, tank-, offshore- og LNG-skibe, samt anden shipping, logistik og ikke-shipping.

IC Companys blev løftet 3,5 pct. til kurs 225,0. Den svenske tøjdetailgigant Hennes & Mauritz har fremlagt regnskab for 1. kvartal, og det viste et resultat før skat på 3.538 mio. skr., mens analytikerne havde sat næsen op efter et resultat på 3.753 mio. skr., ifølge SME Direkt. Omsætningen landede på 24,5 mia. skr. mod ventet 25,0 mia. skr., og lønsomheden levede heller ikke op til forventningerne, idet bruttomarginalen blev 57,8 pct. mod ventet 58,1 pct.

Ritzau Finans

BRANCHENYT
Læs også