Stærke amerikanske nøgletal

Ritzau FinansDet var en fredag med kursfald hos de danske obligationer og dermed rentestigninger.

Fokus var på eftermiddagens amerikanske arbejdsmarkedsrapport, og efterfølgende viste opgørelsen over det amerikanske ISM-erhvervstillidsbarometer fortsat styrke. Nøgletalsoffentliggørelserne styrkede dollaren mod euroen.

Den amerikanske arbejdsløshed faldt til 8,8 pct. fra 8,9 pct., mens analytikerne havde ventet en flad udvikling. Jobskabelsen i den private sektor var på 230.000 i marts, hvilket var over analytikerforventningerne på 206.000. Opgørelsen for februar blev oprevideret til 240.000 fra 222.000. Jobskabelsen eksklusiv landbruget blev øget til 216.000 i marts fra 194.000 i februar.

»Stigningen i den samlede beskæftigelse lå på den høje side af forventningerne i markedet, og fokuserer man på den private beskæftigelse, var der endda også tale om opjusteringer af de to foregående måneder med i alt 44.000 personer. Det blev dog modvejet af nedrevideringer af udviklingen i den offentlige beskæftigelse. Overordnet er beskæftigelsesfremgangen et yderst positivt signal, der vidner om, at arbejdsmarkedet i USA ser ud til at være begyndt at finde et mere solidt fodfæste,« vurderer cheføkonom Jes Asmussen fra Handelsbanken.

Det amerikanske erhvervstillidsbarometer ISM for industrien faldt marginalt til 61,2 i marts fra 61,4 i februar. Analytikerne havde ventet en tilbagegang til 61,1. Erhvervstilliden ligger dermed fortsat på et højt niveau, og en værdi over 50 indikerer fremgang i industrien. ISM's priskomponent viste en stigning til 85,0 i marts. Her havde analytikerne ventet en mindre fremgang til 82,9 fra 82,0.

Portugal var fredag formiddag aktuel med et obligationssalg på 1,6 mia. euro, som viste en overtegning på 1,4 gange sammenlignet med et tilsvarende salg tilbage i juli sidste år, hvor obligationerne blev overtegnet 2,3 gange.

Læs også