En god flaske

Vin er ikke kun forbeholdt den gode middag. Gennem de seneste år har god vin også vist sig at være et fordelagtigt investeringsobjekt.

Mange holder af at nyde et glas vin. Men kan man holde sig fra proptrækkeren, kan man også nyde at investere i vin.

»Det har været svært at brænde fingrene på investering i vin de seneste par år, hvor vin har toppet listen over gode investeringer,« fortæller Morten Stenør Larsen, vinsagkyndig ved Bruun Rasmussen auktioner.

Stor prisstigning


Hans udsagn understøttes af tal fra den engelske vinbørs London International Vintners Exchange (Live-ex), hvis 'Liv-ex Fine Wine 100 Index' betragtes som branchens førende benchmark. Vinbørsen samler hver måned prisudviklingen for de 100 mest eftertragtede og dyre vine, og tallene viser, at prisen for verdens fineste vine er steget kraftigt gennem de seneste fem år.

Fra indeks 122 i februar 2006 til indeks 357 i februar 2011, hvilket svarer til en stigning på mere en 190 pct. Med de stigende priser er også fulgt en stigende interesse, som auktionshuset Bruun Rasmussen har bemærket.

»Vi har kunnet mærke på vores vinauktioner, at kredsen af folk, der interesserer sig for vores afdeling, er vokset,« siger Morten Stenør Larsen.

Salg via nettet


Den stigende interesse og internettets fremme har også betydet, at vinauktionerne hos Bruun Rasmussen har ændret sig drastisk de seneste fem år. Fra at sælge de kostbare dråber på traditionelle auktioner med en auktionarius og en hammer bliver langt størstedelen af vinen i dag solgt på internetauktioner.

Morten Stenør Larsen regner med, at det traditionsrige auktionshus kun skal afholde én traditionel vinauktion i år, for både kunderne og sælgerne foretrækker i stort omfang at lade vinen skifte hænder på nettet.

»Sælgerne kan sælge hurtigere på netauktionerne end ved de traditionelle auktioner, og køberne er glade for den store fleksibilitet ved netauktionerne, hvor de bare kan sidde derhjemme foran skærmen og byde,« siger Morten Stenør Larsen.

Bruun Rasmussens næstkommende virtuelle hammerslag falder i morgen, den 3. april 2011.

Læs også