Sælg DSB

Den kluntede afsked med koncernchef Søren Eriksen er først og sidst et tegn på, at DSB ikke længere har den ejer, som DSB fortjener at have.

Først blev han fyret for at have gjort sit arbejde for dårligt.

Derefter fik han en million kroner i bonus for at have gjort sit arbejde bedre end forventet. Og til sidst blev hans job overtaget af den kollega, der i knap fem måneder havde haft det operationelle ansvar for det økonomiområde, der endte med at koste ham jobbet.

Det tør mildt antydes, at DSB's håndtering af fyringen af adm. direktør Søren Eriksen har skudt sommerrevyerne i gang i overordentligt god tid i år.

Men bag hele affæren ligger et langt forløb med nok så alvorlige dimensioner. Et forløb, som dels udstikker dystre perspektiver for DSB's fremtid, dels tjener som lærestykke i, hvor galt det kan gå, når politiske og erhvervsmæssige interesser blandes i en ildelugtende cocktail.

Forløbet begyndte i 2007. Den tidligere TDC-mand Søren Eriksen havde i nogle måneder udfyldt ledelsestomrummet i toppen af DSB efter koncernchef Keld Sengeløvs død. Nu var tiden inde til at gøre forholdet permanent. Eriksen blev fastansat koncernchef, og han havde ikke tænkt sig at gå over i historien som statsbanernes slumrende topkustode.

DSB skulle professionaliseres, drives som en rigtig virksomhed, udvikles og udvide sine aktiviteter både i og uden for Danmark. Og Søren Eriksen fik noget fra hånden, konstant støttet af sine varierende chefer i skikkelse af fire konservative transportministre. Strategiplan efter strategiplan bekendte DSB sig stadigt stærkere til et mål om at blive en konkurrencestærk, international transport- og servicevirksomhed med arsenalet fyldt af så godt som alle tænkelige aktiviteter og produkter, som passagererne måtte få brug for på rejsen fra A til B.

Men den 23. februar 2010 blev virkeligheden en anden. Den dag indtog den tidligere gruppeformand for Venstres folketingsgruppe, Hans Chr. Schmidt, transportministeriet. Det skulle hurtigt vise sig, at den nye minister havde helt andre ambitioner for DSB end sine forgængere. En af dem var at sikre, at statsejede DSB ikke med statskassen i ryggen kastede sig ud i konkurrence med private aktører på diverse områder. Nu skulle det handle om den folkelige kerneopgave: Tog til tiden. I Danmark.

Dén stil passede Søren Eriksens moderniserede DSB meget dårligt. Det ene pinagtige sammenstød afløste det andet i løbet af efteråret. DSB ville drive mobilselskab. Ministeren sagde nej. DSB ville udvide det kommercielle serviceudbud på stationerne. Ministeren mente, at DSB skulle koncentrere sig om kerneservicen. Og nedenunder disse offentlige uenigheder cirkulerede en stribe politiske og kommercielle beslutninger, som parterne i stigende grad behændigt undlod at orientere hinanden om.

Forholdet mellem DSB-chef og minister var tydeligvis iskoldt.

Da det i forbindelse med DSB-bestyrelsens godkendelse af 2010-regnskabet viste sig, at koncernen var på gale veje i sit kommercielle forsøg på sammen med britiske First Group at indtage Sverige, var Eriksens dage talte. Folketinget havde betinget sig, at DSB's kommercielle eventyr i udlandet ikke måtte give underskud over den samlede kontraktperiodes længde. På den måde ville politikerne undgå, at DSB brugte sit nære forhold til den danske statskasse til at underbyde og forvride konkurrencen med private aktører. Nu advarede revisorerne om, at lige præcis dette meget vel kunne være tilfældet i DSBFirsts aktiviteter i Sverige.

Da DSB's bestyrelse torsdag den 17. marts afsluttede sit næsten syv timer lange møde, var en fyring af Søren Eriksen ikke et tema. Men det blev det en time efter mødet. Da hovedparten af bestyrelsen havde aflagt visit hos Schmidt i transportministeriet, var Eriksen en færdig mand i DSB.

Politisk fyring eller ej? Det er for alle praktiske formål ligegyldigt. Som ejer er ministeren i sin gode ret til at skifte direktionen ud, hvis den gensidige tillid er væk. Ministeren har også ret - ja faktisk pligt - til at tilse, at offentlige virksomheder ikke forvrider konkurrencen med snablen i statskassen.

Den egentlige lære af fortællingen er en anden: Forsøg på at drive statslige virksomheder som private foretagender resulterer kun i forudsigelige fiaskoer. Det var på lange strækninger den øvelse, Søren Eriksen forsøgte at udføre og ret beset sejrede sig ud af direktørkontoret med.

Manden formåede at transformere DSB til en offensiv og innovativ transportkoncern - en væsentligt bedre virksomhed. Ikke mindst derfor kommer bestyrelsen ikke udenom at udbetale en millionbonus til sin afskedigede eks-direktør. Men når ejeren er staten, og når staten hverken kan, bør eller vil give sin virksomhed fri til at bruge sine nyopdyrkede evner, har virksomheden ikke længere den ejer, den fortjener.

Derfor står DSB og Hans Chr. Schmidt lige nu ved en skæbnesvanger korsvej:

Enten forbliver DSB under statsligt eje med et fortsat reelt stop for alle nye aktiviteter. I så fald vil virksomheden i løbet af få år falde tilbage til sit gamle, støvede selv - og vi vil fortsat tale om tog til tiden i kommende årtier. Eller også bliver DSB givet fri til at konkurrere på et liberaliseret jernbanenet under privat ejerskab - i så fald kan kimen til en ny dansk transportkoncern i international klasse være sået. Set i det lys synes valget oplagt: Sælg DSB.

BRANCHENYT
Læs også