Grumt forsikringsår i vente

Det er op til den amerikanske orkansæson at afgøre, hvor grumt et år 2011 bliver for forsikringsbranchen, vurderer Moody's.

2011 kan blive et dyrt år for verdens største forsikringsmarked, Lloyd's i London. Med tre store katastrofer i årets første tre måneder er der risiko for store tab til erstatninger.

Det er prognosen fra kreditvurderingsselskabet Moody's efter katastrofen i Japan, jordskælvet i New Zealand og oversvømmelser i Australien.

»Om tabene på disse begivenheder vil føre til samlede tab for Lloyd's i 2011 vil afhænge af de tab, der måtte opstå fra den amerikanske orkansæson,« skriver Moodys-analytikerne.

I 2010 var orkansæsonen venligt stemt og gav så tilpas små erstatningsudgifter, at forsikringsmarkedet Lloyd's i London slap nådigt. Lloyd's er der, hvor alverdens selskaber går sammen i partnerskaber, de såkaldte syndikater, og dækker de allerstørste begivenheder.

Genforsikringer


Typisk forsikrer de forsikringsselskaberne med såkaldte genforsikringer. De kommer til udbetaling, når et forsikringsselskabs udgifter til en enkelt begivenhed når et vist, meget højt niveau.

I 2010 skulle Lloyd's-syndikaterne dække bl.a. jordskælv i Chile og hele skandalen om olieboreplatformen Deepwater Horizon, som gav enorme skader i USA.

Men fordi der derudover ikke var mange store skader, kunne Lloyd's hive et overskud på 2,2 mia. engelske pund hjem i 2010 mod 3,9 mia. pund året før.

Af samme grund har Lloyd's-selskaberne en del polstring på kistebunden.

Det er en af grundene til, at den globale forsikringsmæglerfirma Willis ikke mener, branchen kan slippe af sted med at hæve priserne med Japan som begrundelse.

»Lige da begivenheden i Japan skete, troede alle, at genforsikringspræmierne ville stige kraftigt, og det ville være en fantastisk undskyldning for forsikringsselskaberne til at hæve priserne. Men det er dæmpet nu,« har adm. direktør i Willis, Joe Plumeri, sagt til MarketWatch.

Ingen ved endnu, hvor stor en økonomisk katastrofe, ødelæggelserne i Japan ender med at blive. Derfor ved man heller ikke, hvor meget forsikringsbranchen ender med at betale.

BRANCHENYT
Læs også