Nye skokæder har svært ved at få fodfæste

Udenlandske kæder trækker sig ud af Danmark. Mange skobutikker gør det svært at etablere sig.

Flere udenlandske skokæder har trukket sig ud af Danmark, fordi det ikke er lykkedes at få fodfæste på et marked præget af mange butikker og hård konkurrence. De fleste butikker er efterhånden samlet i stærke kæder, så det er svært at etablere sig. Den tyske discountkæde Deichmann er undtagelsen, der har klaret sig godt i en periode, da forbrugerne holdt på pengene.

»Historien er klassisk. Vi ser og hører ofte, at udenlandske kæder vil etablere 10-20 butikker i Danmark og vokse derfra. Men de bliver overraskede over, hvor tæt butikkerne ligger herhjemme. Vi er et af de lande i Europa, hvor der er fleste kvadratmeter butiksareal pr. indbygger, så det er svært at etablere sig med succes,« siger Jens Birkeholm, direktør i Dansk Detail, som især repræsenterer tøj- og skobutikker herhjemme.

De svenske kæder Din Sko og Nilson Sko har begge forsøgt at udvide aktiviteterne i Danmark, men de har lukket butikkerne, fordi økonomien var dårlig. Kæderne forsøgte sig på et tidspunkt, da forbruget var på sit højeste. Finanskrisen og den efterfølgende økonomiske nedtur betød imidlertid, at forbrugerne skar ned på indkøbene, og det ramte ikke mindst skohandlerne.

Tysk discount med succes


Kun discountsektoren har klaret sig godt igennem krisen, og det er en af forklaringerne på, at den tyske skokæde Deichmann har været i stand til at udbygge positionen i Danmark. Deichmann sælge sko i de billigste prisklasser, og kæden har udvidet antallet af butikker, så der nu er mere end en snes forretninger herhjemme.

»Siden vi åbnede vores første butik i Bruuns Galleri i Århus i 2003, har vi år efter år øget vores markedsandel. Med flere nye butikker og lanceringen af en online-shop i 2011, regner vi med, at endnu flere danskere vil vælge at gå i sko fra Deichmann. Danskerne er både mode- og prisbevidste, og de to værdier passer perfekt sammen med vores filosofi om moderigtige sko til rimelige priser,« konstaterer Christian Berger, administrerende direktør for Deichmann i Danmark.

Kæden forventer i år at åbne 5-6 nye butikker herhjemme, så Deichmann nærmer sig 30 butikker. Det tyskejede familiefirma har op mod 3.000 butikker i en lang række lande, og omsætningen var sidste år på 29 mia. kr.

Stærkere kæder


I Danmark er der også sket en konsolidering. Der er blevet færre og stærkere kædeselskaber, som har opslugt langt de fleste skohandlere. Derimod er antallet af selvstændige og frie skohandlere faldet gennem årene.

Shoe-d-vision er blandt de selskaber, som har klaret sig bedst. Virksomheden står bag kæderne Skoringen, Zjoos og Feet Me, der sidste år øgede omsætningen med otte pct.

Men også inden for kæderne sker der en konsolidering med færre ejere.

»På få år er antallet af butiksejere reduceret fra 130 til 100. Der sker en professionalisering, hvor ejerne overtager og driver flere butikker,« siger Claus Thrane, administrerende direktør i Shoe-d-vision.

Delt marked


Skobranchen øgede i 2010 omsætningen med 7 pct. Fremgangen skyldes først og fremmest en markant vækst i salget i november og december, da det kolde vejr førte til stor efterspørgsel efter varme sko og støvler.

»Især november var en forrygende måned med en stigning i omsætningen på 46 pct. i forhold til samme måned året før,« oplyser Jens Birkeholm.

Der sælges sko i Danmark for godt fem mia. kr. I branchen anslår man, at halvdelen af fodtøjet sælges i sportsforretninger, varehuse, supermarkeder og tøjbutikker.

BRANCHENYT
Læs også