Jobtal viser bedring

Nye tal fra jobsitet Ofir øger håbet om, at arbejdsmarkedet er i bedring. Dermed kan det danske opsving være tæt på at tage fart, mener eksperter.

Nye tal fra internet jobtjenesten Ofir underbygger, at arbejdsmarkedet endelig er i bedring.

I løbet af årets tre første måneder er der skabt 21.000 nye job blandt private virksomheder, og forventningerne til de næste seks måneder er yderligere 33.000 nye job. Det fremgår af Ofirs seneste undersøgelse blandt 2.088 ansvarlige for rekruttering og ansættelser i private og offentlige virksomheder.

To ud af tre virksomheder i undersøgelsen ser stærkere konjunkturer, og tilsvarende mange forventer stigende omsætning de næste 12 måneder, viser undersøgelsen fra Ofir. Samtidig forventer kun 5 pct. af virksomhederne at have for mange medarbejdere om seks måneder, det laveste antal siden finanskrisen.

Danske Bank: Nu vender det


Ofirs måling underbygger tal fra Danmarks Statistik i sidste uge, som viste at bruttoledigheden faldt med 2.900 personer i februar til 6 pct.

»Arbejdsmarkedet er vendt. Vi begynder så småt at tro på det,« siger Steen Bocian, cheføkonom hos Danske Bank.

Både Greens konjunkturbarometer og Danmarks Statistiks konjunkturbarometre peger også i retning af yderligere jobskabelse i løbet af i år. Samme tendens ser man hos Ofirs konkurrent, Dansk Jobindex, hvor antallet af nye jobannoncer lagt på nettet også viser en tendens til fremgang ifølge Danske Bank.

Hvis arbejdsmarkedet fortsætter de gode takter, kan genopretningen af dansk økonomi blive selvforstærkende, fordi forbrugerne smider paranoiaen og begynder at bruge flere penge, mener Steen Bocian.

Der var dog stadig 163.000 ledige ved slutningen af februar, ifølge Danmarks Statistik. Det er endnu langt fra ledighedsniveauet i sommeren 2008, hvor under 70.000 var uden arbejde.

BRANCHENYT
Læs også