Flad udvikling på stille handelsdag

Det danske obligationsmarked lukkede mandag fladt, hvilket skete på en handelsdag uden de helt store makroøkonomiske offentliggørelser. Investorerne har blikket rettet mod denne uges rentemøde i Den Europæiske Centralbank, hvor der ventes en rentestigning. De spekulationer løftede fortsat euroen i dagens handel. Herhjemme steg valutareserven nok engang til rekordniveau.

»En øget risikoappetit er fortsat temaet på finansmarkederne. Markedsdeltagerne er stadig ved at fordøje fredagens amerikanske arbejdsmarkedsrapport, som kun var en smule bedre end ventet,« siger obligationsstrateg Michael Leister hos WestLB til Bloomberg News.

Producentpriserne i eurozonen viste mandag formiddag en stigning på 0,8 pct. i februar sammenlignet med en nedrevideret stigning på 1,3 pct. i januar. Det var helt på linje med analytikernes forventninger. På årsbasis steg producentpriserne med 6,6 pct. i februar sammenlignet med 5,9 pct. i januar.

Euroen nærmede sig mandag eftermiddag det stærkeste niveau siden januar 2010 i forventningen om, at Den Europæiske Centralbank på torsdag annoncerer årets første renteforhøjelse. Centralbanken ventes, ifølge en Bloomberg News-rundspørge blandt økonomer, at hæve renten med 25 basispoint til 1,25 pct. og derefter med 25 basispoint hvert kvartal i et år. Euroen lå ved dansk lukketid 0,1 pct. højere i 1,4242 dollar.

»Man har indikeret, at renten sættes op, men man køber stadig euro baseret på den argumentation. Samtidig er signalerne fra USA blandede. Der er ikke klare meldinger om, at den amerikanske centralbank er klar med stramninger, og det gør, at dollaren har det lidt svært,« siger valutastrateg i Nordea Niels Christensen til Ritzau Finans.

Der kom mandag eftermiddag tal for valutareserven i Danmark i marts, og de viste en stigning på 7,4 mia. kr. til rekordniveauet 453,9 mia. kr.

Nationalbankdirektør Nils Bernstein har tidligere udtalt, at han er tilfreds med niveauet for valutareserven.

BRANCHENYT
Læs også