Skat jagter hobbyvirksomheder

Skat kontrollerer i øjeblikket flere tusinde underskudsgivende virksomheder med henblik på at afsløre ejere, der har snydt sig til et skattefradrag.

Musikere, fotografer, og andre danskere med dyre fritidsinteresser risikerer et stort skattesmæk, hvis de er faldet for fristelsen til at registrere deres hobby som en erhvervsvirksomhed. Siden november har Skat trawlet Midtjylland tyndt for at finde de virksomheder, der kun er oprettet, fordi ejerne ønsker at spare penge på udstyret til deres hobby.

»Ofte forsøger folk at få deres hobby dækket ind som en virksomhed, så de kan få fradrag for deres omkostninger,« siger Egon Østergård, specialkonsulent i Skat.

Aktionen foregår i Region Midtjylland, hvor Skat har lavet en søgning på borgere, som tre år i træk har selvangivet en underskudsgivende, momsregistreret virksomhed ved siden af deres faste job. Søgningen har resulteret i, at Skat har kastet et kritisk lys på over 4.000 virksomheder og foreløbig sendt breve ud til knap 3.000 af dem.

En dyr fidus


Ejerne bliver bedt om at fremlægge budgetter, der skal overbevise Skat om, at virksomhederne på et tidspunkt vil give overskud.

Det har indtil videre medført, at 2.114 virksomheder er blevet afmeldt, fordi der reelt var tale om hobbyer.

Fidusen kan blive dyr for de implicerede borgere, for Skat har både middel og magt til at opkræve pengene med tilbagevirkende kraft.

»Det er rigtig, rigtig mange penge. Typisk ligger virksomhedernes underskud fra mellem 200 kr. og helt op til 200.000 kr. hvert år, som de har fået uberettiget fradrag for,« siger Egon Østergård.

Han understreger, at Skat foretager konkrete vurderinger i hvert tilfælde, og det er helt afgørende, mener revisionsselskabet KPMG.

»Hvis det er helt grelle tilfælde, er det naturligvis i orden at opkræve penge med tilbagevirkende kraft, men der er altid tvivlstilfælde, hvor det vil være en hård dom, og hvor Skat måske endda lukker en virksomhed ned, der kunne være blevet til noget,« advarer skattepartner Ursula Østergaard fra KPMG.

Skat har da også tænkt sig at give virksomhedsejerne et billigt smuthul ud af fidusen. Hvis de skyldige selv melder sig, er der en chance for, at de ikke beskattes med tilbagevirkende kraft.

Skats aktion ventes at blive afsluttet i april 2012, og hvis resultatet af anstrengelserne er tilfredsstillende, bliver projektet formentlig bredt ud til hele landet, lyder meldingen fra Skat.

BRANCHENYT
Læs også