APM steg i negativt marked

Det danske C20-indeks faldt torsdag 0,7 pct. til 469,39, mens de europæiske markeder ved dansk lukketid lå 0,2-0,4 pct. lavere.

Vestas fortsatte den seneste tids nedtur efter en sænket anbefaling hos UBS, og også Novo Nordisk endte i den tunge ende af indekset. I den sene handel sendte et nyt japansk jordskælv markederne et hak lavere.

»C20-indekset endte torsdag i minus, hvilket blandt andet skyldtes, at Novo Nordisk faldt tilbage, efter at flere aktører muligvis reagerede på tekniske indikatorer. Overordnet set var opmærksomheden rettet mod den europæiske centralbankdirektør, Jean-Claude Trichet, for mulige ledetråde om, hvorvidt torsdagens renteforhøjelser var den første i rækken af flere, hvilket dog blev affærdiget af Trichet,« siger aktiehandler Anders Isager fra Jyske Bank.

Vestas lukkede 3,8 pct. lavere i kurs 201, efter at det schweiziske finanshus UBS nedjusterede anbefalingen på Vestas til "hold" fra "køb". Derudover underskrev den tyske vindmølleproducent Repower Systems og firmaet Juwi Group en rammeaftale om leverance, installation og vedligeholdelse af op til 240 møller på op til 720 megawatt målt i kapacitet.

D/S Norden faldt 0,2 pct. til kurs 180,2. Raterne for de store tørlastskibe, Panamax, der bruges til at sejle kul og jernmalm, kan stige omkring 55 pct., når Japan begynder på genopbygningen efter det værste jordskælv i landets historie. Det skrev Bloomberg News på baggrund af en analyse fra Philippe van den Abeele, der er direktør for Castalia Fund Management.

Novo Nordisk faldt torsdag 1,9 pct. til kurs 665, mens A.P. Møller - Mærsk steg 1,9 pct. til kurs 50.050 uden specifikke nyheder på selskaberne.

Carlsberg endte 0,3 pct. højere i kurs 581. Trods en stigning i råvarepriserne venter Carlsberg Brewery Malaysia at kunne fastholde sine indtjeningsmarginaler i år. Selskabet har afdækket op til 90 pct. af sine råvarepriser for i år. Det skrev thestar.com.

Bang & Olufsen faldt 3,9 pct. til kurs 74,5. Sydkoreanske Samsung Electronics meldte om et stort fald i indtjeningen i årets første kvartal trods stigende omsætning. Ifølge Nordea var det en udmelding, som meget vel også kan berøre Bang & Olufsen.

»Vi vurderer fortsat, at Bang & Olufsen har store udfordringer på lang sigt med at opnå den fornødne vækst. Vi anbefaler "sælg" på aktien,« skriver Nordea.

Luftfartsselskabet SAS lukkede 2,2 pct. lavere i kurs 18,2. SAS's trafiktal for marts skuffede. Det var konklusionen fra SAS-analytiker i Sydbank, Jacob Pedersen, efter at selskabet havde offentliggjort tallene for marts.

»Både vækst og belægning udvikler sig noget svagere, end jeg havde regnet med. Kapacitetsvæksten på 7,6 pct. er på linje med, hvad jeg troede, men passagererne er simpelthen ikke fulgt med over i flyene,« siger Jacob Pedersen til Ritzau Finans.

Desuden faldt yielden, der er et udtryk for indtjeningen pr. passager pr. fløjet kilometer, i februar med 1,7 pct.

»Det er en smule bedre end ventet. Til gengæld er det skuffende, at SAS regner med samme udvikling i yielden i marts. Her havde jeg troet på en bedre udvikling,« siger Jacob Pedersen.

Læs også