Krisen klæber til portugal

Den finansielle hjælp fra IMF og EU's Redningsfond ændrer intet ved Portugals fundamentale økonomiske og samfundsmæssige udfordringer.

José Socrates overraskede ingen, da han sent onsdag aften offentligt meddelte,

at han som fungerende premierminister på Portugals vegne har bedt om finansiel assistance fra Den Internationale Valutafond (IMF) og EU's Redningsfond.

Dag efter dag er den effektive rente på portugisiske statsobligationer steget med den uafvendelige konsekvens, at Portugal ikke længere vil være i stand til at honorere sine gældsforpligtelser. De seneste dage har den effektive rente på femårige statsobligationer ligget omkring 10 pct. som en understregning af finansverdenens svigtende tro

på Portugals evne til at stå statsgældskrisen igennem på egen hånd.

Fredag i den kommende uge forfalder et statslån på 4,3 mia. euro til indfrielse, og hvis statsgældskontoret i Lissabon skulle gennemføre indfrielsen uden at sælge nye statsobligationer for et milliardbeløb, ville den portugisiske stats kassebeholdning være tømt.

Nådestødet kom fra direktørerne for de to største banker, der offentligt måtte meddele den fungerende premierminister, at de har så svært ved at skaffe selv kortfristet finansiering, at situationen ikke længere er holdbar.

Den portugisiske stats gældsproblemer truede med at sende landets finansielle system i knæ.

Nu rykker eksperterne fra IMF ind i Lissabon, og med erfaringerne fra Grækenland og Irland i bagagen er vurderingen, at en aftale kan falde på plads allerede i løbet af denne weekend.

Vurderingen er,

at Portugal får behov for lån i størrelsesordenen 70 mia. euro (521,5 mia. kr.)..

Læs også