Ombejlede Satair køber op

Leverandøren af reservedele til flyindustrien overtager amerikansk virksomhed. Opkøbet skal hjælpe Satair til yderligere vækst.

Ombejlede Satair afviser interesserede købere. I stedet er koncernen selv aktiv i overtagelsen af andre virksomheder.

Satair køber selskabet Aero Quality Sales, AQS, og det vil løfte omsætningen i virksomheden med yderligere 160 mio. kr.

Den amerikanske virksomhed er blandt de ledende distributører af batterier til luftfartsindustrien, mens Satair leverer reservedele og service til luftfarten.

»AQS er et glimrende match til Satairs forretningsmodel, og opkøbet tilføjer endnu en dimension til vores portefølje af produkter,« siger John Stær, adm. direktør i Satair.

Ambitioner om vækst


Han tilføjer, at forventningen er, at Satair kan udnytte selskabets stærke position i markedet til at øge salget. Desuden vil der være omkostninger at spare, når den amerikanske virksomhed er integreret.

»Opkøbet medvirker til at befæste vores ambitioner om vækst, også inden andre former for service,« konstaterer John Stær.

Satair regner med, at opkøbet i år vil øge den samlede omsætning med ca. 22 mio. kr. Men allerede i næste regnskabsår ventes opkøbet at tilføre salg for ca. 160 mio. kr. Det svarer til 8 pct. af Satairs omsætning. Beløbet forventes at »stige betydeligt i løbet af få år,« lyder vurderingen fra Satair.

AQS er en specialiseret virksomhed, som distribuerer og yder service af batterier til flyindustrien. Den største kunde er den franske producent SAFT Groupe S. A., men selskabet er også leverandør til en række amerikanske producenter.

Salget samles


Den amerikanske virksomhed har kontorer og centre i USA, Storbritannien og Hongkong. Aktiviteterne videreføres fra disse adresser, mens salget samles hos Satair.

Købssummen er 30 mio. dollars, ca. 160 mio. kr. Heraf udgør goodwill 24 mio. dollars.

Modtog flere tilbud


Det er blot en uge siden, at Satair i en meddelelse til fondsbørsen oplyste, at selskabet havde modtaget flere tilbud fra interesserede købere.

Bestyrelsesformand N.E. Nielsen meddelte dog, at man ikke ønskede at sælge ud af virksomheden.

Årsagen er, at Satair efter frasalget af de såkaldte OEM-aktiviteter i efteråret 2010 har besluttet at forfølge den nuværende strategi frem til udgangen af juni.

OEM står for ”original equipment manufacturer”, og det er en betegnelse for selskaber, som fremstiller komponenter eller produkter, der bliver solgt under køberens eget navn.

Satair anses af flere analytikere for at være en oplagt opkøbskandidat for eksempelvis flyproducenter som Boeing eller Airbus.

Markedsværdien er forholdsvis lav, og det er det, bestyrelsen, blandt andet med opkøbet, ønsker at ændre på.

Læs også