»Folk kan sagtens finde oplysningerne alligevel«

Tømmerhandlen Genbyg.dk mener ikke, at der er tale om reklame, men glæder sig dog over at have optaget et lån i netop Merkur Andelskasse.

Genbyg.dk har det fint med at optræde på listen over Merkurs udlånskunder, fordi banken deler de samme værdier som tømmerhandlen.

»Det er vigtigt for os at have en bank, der har de samme idéer som os omkring økologisk bæredygtighed. Merkur har en kritisk indstilling til, hvem banken låner penge ud til, og det er fedt. Vi kunne ikke have startet uden Merkur, for der var ikke andre banker, som ville hjælpe os dengang. Senere har disse banker så forsøgt at overtage vores låneydelser, men da har vi sagt nej tak,« forklarer Jesper Holmberg, daglig leder og medejer af Genbyg.dk.

Ingen reklame


Tømmerhandlen på Amager Landevej ved København har som målsætning at være førende inden for salg af nye og brugte miljøvenlige materialer, fremgår det af profilen på minepengegørgavn.dk. Så Jesper Holmberg har da umiddelbart heller ikke nogen grund til at være utilfreds med bankens udlånsliste.

Alligevel er der ikke tale om reklame for de berørte virksomheder, mener han.

»Nogle virksomheder synes sikkert, at det er positivt, andre at det er negativt, ligesom nogle private danskere formentlig godt kan lide Merkur, mens andre ikke bryder sig om banken. Så jeg kan ikke se, at det har nogen reklameværdi for virksomhederne at have et lån i banken,« siger Jesper Holmberg, som oplyser, at Genbyg.dk i øvrigt aldrig har lagt skjul på, hvad tømmerhandlens bank hedder, det står blandt andet på firmaets Facebook-side.

For hans skyld må det såmænd også gerne fremgå af listen, hvor meget Genbyg.dk har lånt.

Mere følsomt


»Jeg ville egentlig ikke have noget imod det. Det bliver selvfølgelig mere følsomt, hvis Merkur begynder at lække den slags oplysninger, men alle selskabers regnskaber er jo offentlige, så interesserede kan sagtens finde oplysningerne alligevel,« konstaterer Jesper Holmberg, som gerne ser, men tvivler stærkt på, at det bliver almindelig praksis for andre banker at offentliggøre, hvem der låner hvor meget.

Læs også